KONCERTANMELDELSE
Den berømte (men i Danmark mærkeligt oversete) norske jazzpianist, Tord Gustavsen, fremstår umiddelbart ydmyg. Men som det fremgår af hans egen hjemmeside, så er han også en mand, der ublufærdigt er ude i en ”konstant søgen efter en frisk og radikalt nedbarberet, ærlig skønhed i musik.” Han ”udforsker, opbygger og udfolder en hellig treenighed af en følelsesmæssig intensitet, en egentlig elegance og et meditativt, musikalsk åndedræt.” Så er det sagt!
Søndag aften indtog Gustavsen kirkeskibet i Brorsons Kirke på Nørrebro – en kirke, som i løbet af de seneste år, har markeret sig med en meget klar, kvalitetsbevidst musikprofil med en meget fin vifte af kuraterede koncerter. Den profil matchede Gustavsen fint – med sin stilbevidste, sfæriske, ja, spirituelle musik, som i de seneste tyve år er blevet udsendt på det prestigiøse, tyske label, ECM.
Selv sagde Gustavsen, efter at have afsluttet sin intenst intime kirkekoncert søndag aften, at han – til det, vi netop havde hørt – havde stjålet materiale fra både Bach og Cohen. Jeg kunne føje flere til – blandt andre Gershwin. Og flere ukendte, europæiske komponister – f.eks. den tjekke, der skrev melodien til den salme, Brorson herhjemme skrev teksten til: ”Op al den ting som Gud har gjort” – foruden selvfølgelig, Gustavsen selv.
Men det indtryk, han efterlod var snarere, at han havde skabt noget originalt. Den fascinerende, varierede og alligevel helt enkle, helstøbte suite, som solokoncerten udviklede sig til, strakte sig over næsten halvanden time – og ”Dance Me to the End of Love”, ”Befal du dine veje” og ”Colours of Mercy” hang umærkeligt og organisk naturligt sammen – i sig selv en præstation.
Tord Gustavsen sad ved klaveret – næsten midt i rummet – med sin computer, sine pedaler og sine elektroniske dingenoter og keys – omgivet af publikum på tre sider. Sad der, helt i sort, fokuseret, let smilende, men koncentreret. Betjente arsenalet af tangenter og pedaler. Gav sig det ene øjeblik i kast med en melodisk skønhed, noget hymnisk, folkemusisk eller jazzet, det næste med en abstraktion af en energiudladning, der ledte tankerne i retningen af mere hårdtslående, rytmiske genrer. Men uanset stil, dynamik og styrke – så gik alt op i en højere enhed i kirkerummet, der indbød til noget vertikalt snarere end horisontalt. Gustavsen bekræftede ikke bare, at han er et enestående kompositorisk og udøvende talent, men også at han kan arrangere, improvisere og knytte kontakt til højere magter. Han omsatte så at sige kontemplation til kunst, live, og der var ingen tvivl om, at han berørte mange i rummet med selvsamme kunst. Også i dén forstand var der højt til loftet søndag aften i Brorsons Kirke.
Hvorfor Tord Gustavsen er så mærkeligt overset i Danmark, forstår jeg ikke. Men måske kan dette sjældne besøg på Copenhagen Jazzfestival bidrage til en åbning og flere besøg. Kvaliteterne er i hvert fald til det, når han som søndag aften anslår melankoliens strenge.
***** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk