Daniel Hersog Jazz Orchestra: Open Spaces – Folk Songs Reimagined

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Den canadiske jazztrompetist, Daniel Hersog, er pt. et af sit hjemlands største, nye stjerneskud. Ikke bare som instrumentalist, men også – og især – som komponist og arrangør. Hersog har – tidligt – markeret sig som en moden skaberkraft, og Open Spaces – hans andet album med eget big band (efter debuten, Night Devoid of Stars, fra 2020) – bekræfter bare kursen. På Open Spaces giver Hersog nogle af sit hjemlands og USA’s gamle folkesange en overhaling, idet han gengiver dem ”reimagined” og med eget band. Med sig i forløsningen har Hersog 17 musikere – heriblandt etablerede navne som amerikanerne: guitaristen Kurt Rosenwinkel, multiinstrumentalist Scott Robinson og saxofonisten Noah Preminger foruden den finske pianist Frank Carlberg og mange andre, overvejende canadiske og amerikanske musikere – og disse 17 musikere yder en kraftpræstation, teknisk såvel som kunstnerisk; med power såvel som finesse. Personligt finder jeg, at Hersog putter for megen fylde ind i sine arrangementer – men det er sikkert en smagssag. Personligt knytter jeg størst kærlighed til nummeret, Shenandoah – det mest stilfærdige nummer. Herpå markerer Scott Robinson som en fortræffelig solist med en uhyre virtuos barytonsaxofonsolo.

****  /  Cellar Music  /  74 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share