MUSIKANMELDELSE
Den cubansk fødte pianist, David Virelles, og hans amerikanske jazztrio – der i øvrigt består af Ben Street på kontrabas og Eric McPherson på trommer og slagtøj – har med albummet, Carta, skabt en absolut lytteværdigt omgang moderne jazz. Fundamentet, de originale kompositioner på albummet (som på nær et enkelt nummer er skrevet af Virelles), er helt åbenlyst skabt af en innovativ sjæl, som også har formået at skrive nogle arrangementet, der bringer det bedste frem i de to andre, virtuose musikere. Kompositionerne og arrangementerne er således ikke bare i sig selv ret formfuldendte, det er forløsningen også. Det forekommer mig, at den afro-cubanske tilgang til den nordamerikanske musikstil – og det vil altså sige: Virelles tilgang til musikken – giver en skøn balance mellem det komponerede og det improviserede. Og da alle mand i trioen er rutinerede og virtuose jazzmusikere, løfter udtrykket som helhed – og detaljerne i den – sig til overrumplende højder. Mest raffineret finder jeg de mere stilfærdige ballader – især titelnummeret, Carta, som vitterligt er gribende, raffineret.
**** / Intakt Records / 51 min.