MUSIKANMELDELSE
Det er svært at forklare, hvorfor det forholder sig sådan. Men nogle musikere har altså en næsten mirakuløs evne til skabe noget nyt af stor skønhed; fordi de er i besiddelse af det fornødne teknisk / kunstneriske naturtalent; har den evne og rutine, der skal til for at omsætte tanker og følelser til originale sange og musik; og evnen til at få andre med i skabelsesprocessen, så to plus to bliver mere end fire.
Alt det er, har og kan den prisvindende, men ellers per instinkt ydmyge jazzsaxofonist og -komponist, Cecilie Strange. Hun har adgang til et rigt indre liv, og hun kan give det form og farve i det ydre, så vi andre kan lune os. Det har man kunne konstatere album for album, siden debuten i 2015. Med sit fjerde album, Beyond, sætter hun bare tyk streg under sine kvaliteter.
Beyond er simpelthen et mesterværk! Skabt i et åbenlyst fortroligt, organisk sammenspil med pianisten Peter Rosendal, kontrabassisten Thommy Andersson og trommeslageren Jakob Høyer (som alle var med på de to forrige album) foruden sangerinden Josefine Cronholm (der på to numre synger som en engel, meget lig min norske favorit, Sinikka Langeland).
Musikken – de seks musikstykker på albummet – er skrevet / arrangeret som personlige hilsner til Cecilie Stranges nære og forløses i et eminent sammenspil med de nævnte – i en stilart, som man vil kunne kalde et miks af moderne, sfærisk jazz / kammerjazz / neoklassisk musik. I ingen af de seks stykker taber Strange og sidemen højde. Tværtimod holder alle det overvældende høje niveau. Og alle bidrager med afklaret ro, sanselighed og umiskendelig skønhed.
Selv betjener Cecilie Strange sin saxofon med respektindgydende autoritet, en stoflighed og sans for farver, et overblik og en detaljerigdom, der har potentialet til at bevæge sind. Derfor er der tale om et mesterværk – et album, der for mig vil stå som epokegørende i dette endnu unge årti. Beyond er et album, der potentielt vil kunne sparke døre ind til de største pladeselskaber i verden – indenfor de nævnte subgenrer.
****** / April Records / 45 min.