Projet Seb Parent: Projet Seb Parent

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Bag det interessante projekt (og pladen af samme navn), Projet Seb Parent, står en ung, canadisk jazztrommeslager, -komponist og -arrangør, Sébastien Parent. Og vel skrev han teknisk set ”værket” til et ”traditionelt” big band, men musikken er utraditionel, rundet af flere andre stilarter end netop ”traditionel” jazz. I den forstand er musikken anderledes, eklektisk – stilistisk rundet ikke bare af jazz, men også af rock, soul, country og bossa nova. Og det særlige ved musikken er derudover, at den er indspillet under Corona-pandemien og nedlukningen af verdenssamfundet – på social afstand, hjemme hos den enkelte af de i alt 19 musikere. Parent har selvfølgelig skabt fundamentet og udtrykt sine ønsker overfor alle sidemen, udvalgt disse med omhu og efterfølgende selv samlet alle spor i mixet, men det er alligevel imponerende, at det er lykkedes ham at skabe en så åbenlys, kunstnerisk helhed, og at undlade at favorisere ét instrument fremfor et andet. Man ville tro, at alle 19 musikere havde været i studiet samtidig. Så solidt sammenspillet forekommer de – efter bare én øve-session (og derefter, en pludselig nedlukning af samfundet). Men som værk betragtet kunne jeg alligevel godt have tænkt mig en mere gennemgribende bearbejdning – af kompositioner og arrangementer. Måske endda et mere udtalt fokus, stilmæssigt. For tingene stritter alligevel, lidt i forskellige retninger. Desværre.

***  /  Eget selskab  /  45 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share