MUSIKANMELDELSE

Den østrigske mezzosopran, Isabel Pfefferkorn, har tilsyneladende ikke besluttet sig for, hvilken genre, hun vil beskæftige sig med. Hun synger klassisk opera. Men også vokaljazz. Pop. Og rock. Og det kan man så mene om, hvad man vil. Nogle vil givet mene, at hun udvander det hele. Andre, at hun generøst åbner grænseovergange. Måske er det sådan, at hun netop har besluttet sig for ikke at låse sig fast. Besluttet sig for at være / forblive generalist. Uanset hvad, så er det fascinerende at høre hende og cello kvartetten på Soaked in Colour gå til så vidt forskellige værker som Johan Sebastian Bachs Matthæuspassion, Franz Schuberts Winterreise, Harold Arlens Somewhere Over the Rainbow, Astor Piazzollas Oblivion, Tom Waits’ Temptation, Freddie Mercurys Love of my Life og Britney Spears’ Toxic.

Med sig i studiet har Pfefferkorn haft en cellokvartet – hvorfor udtrykket som helhed også har fået et kammermusikalsk præg. Kvartettens kvaliteter hersker der ikke hos denne anmelder tvivl om. Dens indsats er tight, sikker. Til gengæld oplever jeg i momenter Pfefferkorns indsats som overfladisk. Vel er jeg ikke i tvivl om, at hendes kvaliteter som sangerinde er ekstraordinære. Men jeg savner en autenticitet kombineret med en nødvendighed. Filminstruktøren, Ingmar Bergman, var optaget af smertepunkter, fordi det var i dem, historien lå. Men jeg kan ikke mærke Pfefferkorns smertepunkter. Eller for den sags skyld komponisternes.

Dog vil jeg sige, at der også for mig er højdepunkter i det sammensurium af sange, Pfefferkorn og hendes cellokvartet, bringer til torvs. Højdepunkterne er foruden Winterreise, Temtation og Oblivion versioneringen af Adeles Skyfall. For mig at høre er det som om, Pfefferkorn i nævnte højdepunkter, når nær toppen. I Oblivion er smertepunktet der. I Skyfall er dramaet. I Winterreise intensiteten.

***  /  OutHere Music  /  73 min.