Baryl er et ret nyt bekendtskab på den danske jazzscene. En kvartet der ledes af den unge, prisbelønnede vibrafonist og komponist, Viktoria Søndergaard.

Kvartetten så dagens lys i 2021 og udgav samme år sit debutalbum, Allerede mandag?. Det blev ugens album på P8-jazz, og kvartetten vandt efterfølgende – i foråret 2022 – ”Jazzkonkurrencen” og spillede udsolgte koncerter under Vinterjazz 2023 – trods det, at få mennesker reelt kunne vide, hvad kvartetten kunne præstere.

Det særlige ved kvartettens musik er ikke bare, at vibrafonen er det centrale instrument – vibrafonen er trods alt et sjældent instrument på den danske jazzscene – men også at Søndergaards og kvartettens tilgang til jazz på én gang er indfølende og dynamisk, legende og vild. Kort sagt: levende.

Foruden Viktoria Søndergaard indgår broderen, trommeslageren Ludvig Søndergaard, kontrabassisten Lukas Loeb og saxofonisten Lasse Damsgaard i kvartetten. På dens andet album, Hva’ fanden sker der?, hører man desuden gæste-percussionisten Marylin Mazur og gæste-flygel hornisten Jakob Buchanan – to af den danske jazzscenes store, etablerede navne.

Hva’ fanden sker der? Ja, jeg ved det ikke, men jeg bliver nødt til at sige, at jeg fra start til slut bliver betaget af musikken på kvartettens 2’er – især af Viktoria Søndergaards evne til at holde igen og antyde snarere end at fylde. Dét er en sjælden egenskab blandt vibrafonister – alene fordi instrumentet kan og vil så meget. At hun som komponist, kapelmester og instrumentalist kan holde igen er respektindgydende.

Hendes kvartet kan også holde igen – og lige netop det gør, at en kapacitet som Buchanan kan brillere med formfuldendte ciseleringer i et nummer som ”Vælter” og at en kapacitet som Mazur kan brillere med eklektiske krøller i et nummer som ”Stille aften” – side om side med Buchanan. De to nævnte numre er for mig højdepunkter på albummet, fordi kvartetten lægger det optimale fundament for pynten. Og fascinerende nok – musikken bær. Og Søndergaard og hendes kvartet synes optaget af det, snarere end af at have været i studiet med kapaciteterne.

Som kompositioner er Viktoria Søndergaards numre eminente, lidt sfærisk drømmende. Hun giver sig tid, og dét er prisværdigt, men han forekommer mig også at være potentielt hurtig og kontant. Det er hun for eksempel i nummeret ”Vi legede i marken”.

Noget helt andet er, at jeg elsker de finurlige titler, hun giver sine numre: ”Min politiske holdning”, ”Kunne være bedre”, ”Krøllet sammen i min lomme”, ”Blødt igennem” og ”Hva’ fanden sker der” for bare at tage nogle eksempler. Måske vidner titlerne om den intimitet, Viktoria Holde Søndergaard søger i sine kompositioner. De er i hvert fald vidunderligt skæve og skarpe.

*****  /  Vikbraphonia  /  39 min.