MUSIKANMELDELSE

Den amerikanske jazzkomponist og -guitarist, Brandon Seabrook (som i øvrigt også spiller banjo) er instrumentalt en virtuos og kompositorisk en af de skarpe knive i skuffen. Hans nye album, Brutalovechamp, er simpelthen ekstraordinært. Musikken på albummet er i enhver forstand original; den er pågående; og så balancerer den raffineret mellem metal, folk, impro-jazz og partiturmusik af den hypermoderne, kunstneriske slags. Der er noget industrielt over dele af lydbilledet, noget råt og samtidig noget overraskende smukt og lyrisk. Næsten poetisk. Musikken er som et insisterende maleri, med udefinerbare skønhedspletter. Jeg kan ikke forholde mig til maleriet, og dog kan jeg ikke undgå at forholde mig. Jeg betages af grimheden og samtidig af skønheden. Jeg frastødes og tiltrækkes. Og det er altså en balancekunst af en sjælden karakter – skabt af Seabrook og hans fænomenale oktet, der i øvrigt består af vokalisten Nava Dunkelman, cellisten Marika Huges, bassisterne Eivind Opsvik og Henry Fraser, den elektroniske musiker Chuck Bettis, klarinettisten John McCowen og trommeslageren og vibrafonisten Sam Ospovat. Bedst er efter min mening den to-delte suite, I Wanna Be Chlorophylled.

*****  /  Pyroclastic Records  /  58 min.