MUSIKANMELDELSE

Den danske filminstruktør, manuskriptforfatter og sanger-sangskriver, Søren Kragh-Jacobsen, er blevet 76 år og kunne jo for så vidt trække stikket og nyde sit otium. Men nej – han bliver ved, både med det ene, det andet og det tredje.

Eksempelvis udsender han nu, efter en pludselig, kunstnerisk indskydelse / et tidsrums inspiration, sit femte album i eget navn, Tranedans – med elleve nye sange, der tager afsæt i en række personlige oplevelser og erfaringer.

Titelnummeret tager f.eks. afsæt i oplevelsen af de store parringsdansende fugle i det Småland, hvor Søren Kragh-Jacobsen sammen med andre har et kollektiv. Fuglenes dans er voldsom, men også for en poetisk sjæl fascinerende, hvorfor Søren Kragh-Jacobsen heller ikke har været i tvivl om, at det nye album netop skulle hedde Tranedans.

Jeg må som anmelder tilstå, at jeg på forhånd frygtede at skulle lytte og skrive om dette femte album fra manden, som pladedebuterede så langt tilbage som i 1976 med Hinkeruder på motorvejen – albummet, der indeholdt klassikeren ”Kender du det? (Mona, Mona, Mona)”. Jeg frygtede, at han var rustet – både som sangskriver og sanger. Ja, i det hele taget – som kunstner. Men frygten viser sig at være ubegrundet. For Tranedans er levende, nok moden, men vital og, ja, levende. Godt produceret af Jacob Groth.

Teksterne er fornuftige, melodierne og arrangementerne (ligeledes af Jacob Groth) gode. Og det rige, instrumentale akkompagnement af Kristor Brødsgaard (kontrabas og programmering), Søren Møller (klaver, keyboards og programmering), Jacob Groth (guitarer), Ole Bo (trommer, marimba, klokkespil og programmering), Gustaf Ljunggren (guitarer), Hannah Schneider (kor), Josephine Philip (kor), Jacob Venndt (kromatisk mundharpe), Tira Skamby (slagtøj), Bo Rande (trompet) og Nikolaj Busk (harmonika) – det fungerer altså virkelig godt. Især fremstår Bo Randes trompeteren og Jacob Venndts mundharpe som gode tilføjelser til Søren Kragh-Jacobsens univers.

Som altid (eller rettere: hidtil) er Søren Kragh-Jacobsens nye sange som små billedskabende fortællinger – nu bare af mere moden karakter. Tag bare følgende tekster som eksempel: ”Tusmørkets milde dyne / vi sad så stille i / mens livet smukt og voldsomt gled forbi / bare du og jeg” (fra sangen ”Bare du og jeg”) eller: ”Gyngerne ruster sig møre i haven / Kælderen runger, nu stille og tom / Godt at I blev her, så trofast så længe / Godt at vi fik jer, godt at I kom” (fra sangen ”Gyngerne ruster”). Det er som om, Søren Kragh-Jacobsen gør status. Men han gør det vel at mærke med sans for det arrangementsmæssigt og produktionsteknisk innovative, nye og moderne. Og nok så væsentligt: Han har omgivet sig med folk, der kan bidrage til vitaliseringen. Derfor er resultatet også blevet fint, næsten rørende.

****  /  50 min.  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk