MUSIKTEATERANMELDELSE

Det er svært at blive klog på, hvad Malte Ebert Mellem Himmel og Jord er for en fisk. Er det en teaterkoncert? En (selv)ironisk forestilling? Et forsøg på en komedie? Eller slet og ret en dilettantisk forestilling med professionel sang og musik?

Svaret er ikke enkelt eller entydigt. Men der er noget, jeg oplever som forholdsvis klart: Malte Ebert er meget musikalsk, vokalt og instrumentalt meget dygtig og scenisk meget selvsikker og modig. Det skal han have point for.

Hans show – som han turnerer med til fem store, danske byer (Vejle, Aarhus, Aalborg, Odense og København) og fem store scener (i København Det Kgl. Teater på Kongens Nytorv) – er til gengæld dilettantisk. Men også absurd og sjovt. Det giver ikke anledning til eftertanker, men er f.eks. godt egnet til at give flokke af kolleger og venner anledning til fælles moro.

Scenografien er enkel. Midt på scenen er der en hvid trappe – op til himlen / op til Gud. Til højre er der et hvidt flygel og til venstre en hvid bar med to hvide barstole foran.

Lyset dæmpes i Gamle Scenes forgyldte rum med balkoner, og ind på den hvide trappe kommer Malte Ebert i et mørkt jakkesæt med tydelige flænger. Han går ned ad trappen, alt imens han proklamerer, at der er sket noget fantastisk i hans liv. Han er blevet forelsket – på den der måde, hvor alt andet end den elskede mister betydning. Og ja, så er der også sket det, at han på vej til teatret – i sin forelskelses rus – glemte at se sig for og trådte ud foran en bus, blev kørt ned, dræbt, og nu er død. Og det beklager han selvfølgelig. Lige som han beklager, at han ikke har kunnet nå at aflyse forestillingen.

Han henvender sig altså fra det hinsides – derfor titlen: ”Mellem himmel og jord”.

Snart blander en røst sig i hans monolog. Det er Gud, må man forstå. (Gud viser sig at være en hvidklædt og langskægget bassist i Maltes band). En verbal ping-pong opstår. Malte forsøger at forstå det nye vilkår, at han nu er død og beder om at blive tilgivet og få lov til at vende tilbage og genoptage sit liv med sin elskede. Det viser sig ikke at være så enkelt – eller rettere, Gud stiller nogle betingelser. De bliver klare i løbet af forestillingen, hvor også Jesus entrerer (i skikkelse af en hvidklædt violinist), Satan entrerer (i skikkelse af en sortklædt percussionist) og en advokat entrerer (i skikkelse af en guitarist). Sidst i forestillingen entrerer også Gulddreng (Malte Eberts alter ego), men han bliver skudt og afgår også ved døden.

Lyder det forvirrende? Det synes jeg selv. Men da jeg ikke insisterer på en stram og stringent dramaturgi, kan jeg også se og opleve alt det, der pågår som et forsøg på at samle tråde, dekonstruere og samle på ny – selvfølgelig uden (selv)højtidelighed.

Karakteristisk for Malte Eberts stil synges og spilles en række numre (nye og manipulerede gamle). Alle er lidt (u)forudsigelige, lidt (selv)ironiske – men også ganske enkelt storslåede. Jeg er ikke et sekund i tvivl om Malte Eberts’ (og bandets) kvaliteter. Han er selv stovt nærværende og selvbevidst, tydeligt rundet af rutinens tyngde. Selv når han bliver sat på den prøve, at han – som betingelse for at få lov til at vende tilbage til det jordiske liv – skal synge en sang med Poul Krebs’ stemme. (Det gør han så).

Snart står det klart, at det er Daisy, Dronning Margrethe Malte Ebert er forelsket i. Derfor synger han naturligvis også sangen, ”Kalde Dem For Du” (som han sang og spillede ved dronningens jubilæum). Da Gud hører, at det netop er hende, han er forelsket i, siger han, Gud, at det skulle han bare have vidst fra start, for hende kender han. Hende må Malte selvfølgelig tilbage til.

Så… Juhuuu! God save the queen.

Malte Ebert vender tilbage til det jordisk liv. Og dog. Snart er han igen i himlen, nu bare nedbøjet. For da han indfandt sig på Amalienborg, så han Dronning Margrethe kysse på en anden – den tidligere landstræner, Morten Olsen. Hvilken elendighed.

Forestillingen er konstant sjov. Der er masser af absurditet. Sjove replikker. Glimmer og guld. Men også – god musik. Sublim sang.

****  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk