MUSIKANMELDELSE
Den svenske jazzviolinist, Terese Lien Evenstad, har med sin nye kontrakt med tyske Berthold Records ønsket at erobre det europæiske kontinent. Hendes nye album, det første på det tyske label, har da også potentialet til at nå langt ud i Tysklands og kontinentets kroge – vil jeg tro. Materialet er originalt – nok rundet af en konventionel opfattelse af jazzen som genre, men også præget af en forunderlig, ganske forrygende og særegen tilgang til materiale og æstetik. Violinen signalerer i Evenstads musik en bro mellem folkemusikken og jazzen. Men den indgår også i en kompositorisk stil, der emmer af fremdrift og en næsten fanden-i-voldsk egenrådighed. Smuk er den kun i momenter – men smuk er f.eks. balladen, Jotunheimen. Smuk er også en forunderlig ballade som Mournful Greenery. Andre numre, størstedelen, er brutalt insisterende. Foruden Terese Lien Evenstad medvirker Britta Virves på klaver, Arvid Jullander på bas, Peter Danemo på trommmer og Alexander Ivarsson på klarinet. Sidstnævnte har komponeret sammen med Evenstad.
**** / Berthold Records / 52 min.