Dominic Miller: Vagabond

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Den argentinske guitarist og komponist, Dominic Miller, er mest kendt for sit virke i Stings orkester. Han har spillet med den britiske rockmusiker igennem mere end tre årtier og har endda komponeret væsentlige stykker musik til Sting – heriblandt hittet, ”The Shape of my Heart”. Men sideløbende med sit virke som studie- og sessionmusiker har han også haft sit eget virke som ”selvstændig” / guitarist og komponist i egen ret / eget navn. Og som sådan har han altså skabt mange bemærkelsesværdigt smukke stykker musik. For ikke bare er han en ekvilibristisk instrumentalist, han er også en eminent komponist. Og alt det får man bekræftet, når man lytter til hans nye album – det korte, men intenst gribende mesterværk, Vagabond. Herpå afløser den ene sanseligt smukke skæring nemlig den anden i et organisk væv af melankoli og melodik. Musikken er sfærisk, matcher det tilstræbte ECM-lydbillede, og skabes på baggrund af et kompositorisk overskud og en teknisk soliditet, som blandt andet vidner om, at de fire musikere har mange kilometer i benene sammen – med sig i studiet har Dominic Miller haft den svenske pianist Jacob Karlzon, den belgiske bassist Nicolas Fiszman og den amerikansk/israelske trommeslager Ziv Ravitz. Og når jeg hører det, de fire frembringer – numre som All Change, Cruel But Fair og Open Heart rammes jeg af det spirituelt gribende, som er allestedsnærværende. Vagabond er vitterligt et mesterværk – et intenst møde med det guddommelige.

******  /  ECM Records  /  32 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share