MUSIKANMELDELSE
Jacob Anderskov er (i min optik) en af Danmarks bedste jazzpianister, uanset subgenre. Men specifikt indenfor hans genre, den mere eksperimenterende avantgarde, er han den bedste, hvilket hans nye album, Emerald, (igen i min optik) bekræfter. På albummet har han allieret sig med et stærkt hold af danske sidemen – saxofonisten Lotte Anker, klarinettisten Anders Banke, klarinettisten Henriette Groth, bassisten Nils Davidsen og trommeslageren Peter Bruun. Og sammen skaber det hold, med Jacob Anderskov i spidsen, et ekstraordinært, eksperimenterende jazzalbum – et komplekst lydbillede eller rettere, lydtæppe, som i momenter (nummeret Elkhorn Coral) bliver næsten kammermusikalsk sakralt, i andre og mange flere (numre og) momenter slet og ret sammensat, facetteret, komplekst (hør f.eks. nummeret Ruby). Musikken er helt generelt som en vekselvirkning mellem lys og mørke, mellem det følelsesbetonede og det instrumentale, mellem det ekspressive og melankolsk tilbageholdende. Og det er altså en vekselvirkning, som Jacob Anderskov mestrer. Han forekommer mig utrolig fri og samtidig meget sikker i den position – og det er altså ikke enhver forundt. Han mestrer det, står stærkt og befæster sin bastion.
**** / ILK Music / 42 min.