MUSIKANMELDELSE
Den talentfulde, norske koncertguitarist, Christina Sandsengen, er mest kendt for sit virke indenfor den romantiske, klassiske musik. Men nu udgiver hun sin første soloplade og dét vel at mærke som komponist. Albummet, Solace, er bemærkelsesværdigt – ikke bare fordi fokus er koncentreret ind omkring hendes instrument(håndtering), men netop også fordi vi nu stifter bekendtskab med hende som komponist. Det står klart, at både hendes tekniske og kunstneriske færdigheder er udtalte, og at hun både formår at forvalte det lyse og det mørke, det glædesfyldte og det sørgelige, det voldsomt dramatiske og det melodisk bløde. Hendes musik er lyrisk, hendes tone stoflig / sanselig / udtryksfuld, og hertil kommer, at lydbilledet på organisk vis er udvidet med elektroniske lag, flader, fragmenter, der sammen med et perifært klaver forstærker musikkens glød. Fredrik Falk har produceret albummet og bidrager også med klaver og lydbilleder. I momenter er vi som trukket tilbage i tiden – ind i et kammermusikalsk motiv. I andre momenter er vi i kontakt med den norske folkemusik. Og i atter andre momenter tilstede i vores tid – i et nok mørkt, men også let rum og lyse. Mine favoritnumre er Nova, Solace og Droplets. Nævnte numre vidner om, hvor passioneret og virtuos Christina Sandsengen er i sin omgang med guitaren.
***** / NXN Recordings / 40 min.