Tina Dickow & Copenhagen Phil live i Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums koncertsal

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

KONCERTANMELDELSE

Hele Sjællands symfoniorkester, Copenhagen Phil, har hvert år i februar siden 2011 afholdt en ”festival” kaldet ”60 minutes”. Konceptet har været enkelt: Man har inviteret en folk-, pop- eller rocksanger – en markant repræsentant fra den rytmiske musik – til at optræde sammen med symfoniorkesteret, og på forskellig vis har man så sikret, at den pågældende så nogenlunde opfyldte kravene: 1) der er (om nødvendigt) blevet skrevet klassiske arrangementer over den pågældendes sange; 2) pågældende har optrådt i Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums koncertsal sammen med symfoniorkesteret; 3) og koncerten har så nogenlunde varet 60 minutter.

Tidligere har navne som Peter Sommer, Efterklang, Den Sorte Skole, Ane Brun, Christopher, Søren Huus, Myrkur, Nikolaj Nørlund, Oh Land og When Saints Go Machine været gæster. I år er det Tina Dickow, der med fire koncerter indtager konservatoriets koncertsal og udfylder festivalprogrammet.

Hendes ”60 minutes” er bygget op omkring albummet fra 2022, ”Bitte små ryk” – selv om hun med enkelte numre afviger herfra. (Chefen bestemmer vel, om jeg så må sige, inden hun får fri). Sidespringene er til fordel for numrene ”Alt hvad hun ville var at danse”, ”Ingens pige” og ”Something You Can Keep”. Som tilskuer affinder jeg mig med sidespringene og med, at tiden skrider og den første af de fire programsatte koncerter bliver 90 minutter lang. Jeg affinder mig – både fordi koncerten som sådan fungerer, fordi Tina Dickows optræden er professionel, rutineret og ægte, og fordi Copenhagen Phil er teknisk dygtig, for ikke at sige ekvilibristisk og så absolut til stede. Symfoniorkesteret er magnetisk og under Magnus Larssons ledelse så fascinerende, at kærligheden flyder, uanset om orkesteret er styrende eller tilbageholdende.

Tina Dickow selv er også på sin egen vis magnetisk. Hun er en habil sangskriver og en teknisk dygtig sangerinde og guitarist – det beviste hun igen-igen fredag aften – især, da hun brød sætlisten og sammen med Helgi Jónsson (kor, klaver og trombone) og Marianne Lewandowski (kor) trestemmigt sang ”Something You Can Keep” for lige som at minde publikum og sig selv om, at det var unikt for hende at stå på scenen og mentalt vende tilbage til det tidspunkt, hvor hun skabte albummet, Bitte små ryk. Det skabte hun under Corona-pandemien, og hun udsendte det i 2022 som sit første dansksprogede album. (Måske havde Tina Dickow brug for et øjeblik at vende tilbage til sin comform zone og synge på engelsk). Den trestemmige sang var sublim.

Samarbejdet med Copenhagen Phil havde ikke helt samme niveau – måske nok af naturlige grunde, eftersom parterne jo ikke havde haft samme årelang tid til at tilegne sig et fælles tonesprog. Men Copenhagen Phil gav alligevel Tina Dickows musik et løft, en ny og større dimension, som til gengæld også afklædte nogle af de lyriske svagheder i hendes danske tekster. Men løftet, den større dimension – det var det hele værd.

**** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share