Karmen Rõivassepp & Aarhus Jazz Orchestra: Ambivalence

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Den estiske jazzsangerinde og –komponist, Karmen Rõivassepp, har i flere år boet i Aarhus. Det er her hun har skabt fundamentet for sin karriere og for sin helt særegne form for vokaljazz.

Hendes sange og musik har hidtil spændt mellem det melankolsk melodiske og det sprælsk dynamiske. Men på sit nye album, Ambivalence, slår hun også større brød op – hun har nu skrevet og arrangeret sange og musik for et big band, nærmere bestemt Aarhus Jazz Orchestra. Og dermed viser hun nye sider af sit talent.

Der er ingen tvivl om, at Karmen Rõivassepp hidtil har været en smal kunstner; en kunstner, der har søgt sine egne veje og skabt en lyrisk og dog vanskeligt tilgængelig form for vokaljazz.

Ambivalence er også en smal udgivelse, men når Karmen Rõivassepp har været i studiet med 16-17 musikere og en dirigent (Nikolai Bøgelund) ved sin side, har hun på sin vis også skabt noget væsentligt større, noget mere ambitiøst. Dét står klart!

Som komponist, sangskriver og sanger er Karmen Rõivassepp innovativ, alt andet end konventionel. Hun tænker ud af boksen og trækker let – sådan lyder det – big bandet med sig. Og da musikerne både er nysgerrige, åbne og professionelle, sker der ting og sager. Musikken vokser. Ved gentagne aflytninger endda markant.

Lyt f.eks. til titelnummeret, ”Ambivalence”, og til det efterfølgende nummer, ”Hidden in the Melody”, og du vil forstå, hvad jeg mener. Jeg oplever big bandets indsats som ekstraordinær – takket været Karmen Rõivassepps kompositioner og arrangementer. Og selvfølgelig – takket være Nikolai Bøgelunds direktion.

Når jeg hører et nummer som ”I Was Just Asleep”, hører jeg endog et kunstner, der befinder sig i grænselandet mellem noget filmisk/dramatisk og noget decideret vulkansk a la Björk. Jeg er således ikke i tvivl om, at Björk har en stor stjerne i Karmen Rõivassepps musiske bog. Karmen Rõivassepp er både i slægt med Björk vokalt, æstetisk, kompositorisk og konceptuelt. Giv Björk et big band, og hun vil kunne lyde som Karmen Rõivassepp. ”I Was Just Asleep” på godt elleve minutter er det vellykkede albums absolut bedste skæring.

****  /  Jaeger Community Records  /  38 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share