TEATERANMELDELSE

Aveny Teatret kalder gæsteforestillingen (af UNG GNU/DON GNU) en gang ”fysisk action-teater om den udholdenhed, det kræver at overleve livet”.

Men. Overleve livet! Hvad betyder egentlig det? Jeg ved det ikke. Heller ikke efter at jeg har set forestillingen.

Hvad er Stamina da? Svaret er: en ordløs forestilling på 50 minutter, instrueret og koreograferet af Jannik Elkær. I forestillingen er der to personer på scenen, en kvinde og en mand (Astrid Pauline Schmidt og Kasper Buus); rekvisitter i form af et antal lyserøde balloner, to tæpper, to pelse, en foldbar trappestige og en støvsuger; og sproget – det er alene kropsligt, fysisk, mimisk. Meget kropsligt. Meget fysisk. Mindre mimisk.

Først i forestillingen lader jeg mig gå på af, at der ikke bliver sagt et ord. Hvorfor skal det nu være så knapt? Men efterhånden som kvinden og manden får kæmpet sig ind på hinanden i en varieret og dog tematiseret kropslig koreografi bløder jeg op. Ikke dermed sagt, at jeg forstår, hvad der foregår eller an- og hentydes til, men jeg bliver i stadigt stigende grad fascineret af de tos næsten akrobatiske omgang med hinanden; af den stamina, som de udviser ved at blive ved og ved fysisk at tiltrække og frastøde hinanden. Er jeg vidne på førte parket til en gang Capoeira? Eller er jeg ”bare” vidne til et godt koreograferet forløb, som involverer dans og drama? Jeg ved det ikke, men svaret forekommer mig heller ikke at være så vigtigt. Det afgørende for mig er egentlig, at jeg i løbet af de 50 minutter Astrid Pauline Schmidt og Kasper Buus agerer foran mig bliver mere og mere betaget af deres indsats og timing. Jeg griner det ene øjeblik og frygter det næste, at de skal komme til skade. I den forstand er det fra deres side en indsats, som kræver fuld koncentration – og dén formår de at holde. På fuldt troværdig vis.

****  /  50 min.