MUSIKANMELDELSE
Esbe er en britisk sangerinde af delvist nordafrikansk, delvist østeuropæisk oprindelse. Og lige så vidtfavnende en baggrund hun etnisk/kulturelt har, lige så vidtfavnende et greb har hun om sang og musik. Hun har sine rødder i den klassiske musik, men har på mange måder gjort folke- og verdensmusik til sin gebet. Hvert eneste af hendes album er blevet særegent, og ingen af dem ligner hinanden. Det nye, Blow the Wind Southerly, er (som titlen antyder) et album, hvorpå hun synger britiske folkesange. A Capella. Kun hører man sang og reallyd (bølgeskvulp, fuglesang, hestevrinsk o.lign.), ingen instrumenter. Da Esbe samtidig har skabt nye arrangementer, bliver mange af sangene som nye, selv om de altså er gammelkendte. Foruden det berømte titelnummer hører man eksempelvis nye, fascinerende versioneringer af sange som My Bonnie Lies Over the Ocean, Scarborough Fair, Three Blind Mice, Greensleeves og Kumbaya. Mange leveres med uventede harmonier og fraser, og de følelserne, de fremkalder, bliver derfor også som nye. Esbes vokale arrangementer er næsten hypnotiske. I hvert fald dragende. Helt religiøs bliver min oplevelse med sangen, Coventry Carol.
**** / New Cat Music / 34 min.