FILMANMELDELSE

Penge er gode at have. Men intet – ikke engang penge – slår det at have tid til at fordybe sig, reflektere og kommunikere. Hvis man ikke vidste det i forvejen, står det lysende klart, når man har set og hørt det, der ruller hen over lærredet i Jørgen Leths og Andreas Koefoeds nye dokumentarfilm, Music for Black Pigeons.

Når man ser og hører det, der ruller gennem årene på de musiske begavelser, der filmes; det, der kommer ud via deres hænder og instrumenter; så tænker man uvilkårligt: Hvor forunderligt, det at have talent og tid, evne og vilje til at omsætte følelser, længsler og æstetiske sanser til musik. Man bliver som vidne dybt betaget.

Og dét er Music for Black Pigeons’ store plus; at man uanset genremæssige præferencer bliver revet med, når begavede musikere – i dette tilfælde jazzmusikere – udvikler kompositioner, arrangementer, sammenspil – kort sagt: skaber musik.

Jørgen Leths og Andreas Koefoeds dokumentarfilm er blevet til over en række på næsten femten år. Den følger for så vidt den danske jazzguitarist, Jakob Bro – udviklingen af hans musik, forberedelserne og studieoptagelserne og meget mere – men via ham også en perlerække af især amerikanske jazzmusikere, der har spillet med Jakob Bro. Navne som Paul Motian, Lee Konitz, Joe Lovano, Bill Frisell, Larry Grenadier, Jorge Rossy, Andrew Cyrille, Mark Turner, Thomas Morgan, Craig Taborn og Joey Baron foruden norske Jon Christensen og Arve Henriksen, danske Palle Mikkelborg og Anders ”AC” Christensen og japanske Midori Takada – og endelig den tyske stjerneproducer Manfred Eicher, som har stiftet det legendariske pladeselskab, ECM Records, som nu har udgivet hele seks album med Jakob Bro.

Stilmæssigt veksler filmen mellem 1) interviews, hvor de enkelte medvirkende præsenterer sig selv og/eller udspørges om vanskelige sager som – Hvad er musik? Hvorfor spiller du musik?; 2) reportager – levende billeder af musikeres ritualer i eget hjem, af musikere på vej til at møde Jakob Bro m.fl., af musikeres søgen efter føde, mundstykker, melodilinjer eller taxier; og 3) studieoptagelser – kameraet har været flue på væggen under flere af de pladeindspilninger, som har gjort Jakob Bro til en af Danmarks allerstørste jazzmusikere internationalt.

Ikke bare er dokumentarfilmen som en sløjfe i Jørgen Leths liv – Leth var tilbage i ’60’erne meget optaget af jazz, især saxofonisten Lee Konitz, der indtager en central rolle i dokumentarfilmen. Leth skrev den gang om jazz og Konitz, intenst. Og nu, i dokumentarfilmen, følger han jazzen og Konitz, intenst. (Og bemærk, at Konitz blot er en af de medvirkende musikere, som dør undervejs i løbet af de femten år, optagelserne står på).

Dokumentarfilmen er også som et intens skildring af et magisk talent under udvikling. Jakob Bros musik er fra start – på nodepapiret – næsten uhåndgribelig, i hvert fald minimalistisk. Men Motian og Konitz m.fl. forstår den og tilfører den kontrast, spændvidde og dynamik. Dét ser og hører man.

Dokumentarfilmen skildrer i glimt Jakob Bros modning som kunstner – via indspilningerne af det, der for Jakob Bro er blevet definerende plader: Balladering (udsendt i 2009), December Song (udsendt i 2013), Returnings (udsendt i 2018), Uma Elmo (udsendt i 2021) og Once Around the Room (udsendt i 2022). Den skildrer Jakob Bros rejse fra ungt talent til rutineret mester. Man sidder på første parket, når han er ungdommeligt tøvende og respektfuldt kommunikerer med eksempelvis Motian, Konitz og Frisell (det kommer til udtryk i optagelserne fra 2008 til Balladering), og når han som modnet kunstner eksempelvis møder Joe Lovano til optagelserne af Once Around the Room.

Og helt ærligt. Det at følge den forsagte jyde fra ung til voksen; det at se og høre hans skitser blive til musik; det at se ham og de amerikanske kræfter skabe – det er en fryd. Og dokumentarfilmen bidrager fornemt hertil. Den er i sig selv engageret, interesseret, raffineret.

*****  /  92 min.  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk