MUSIKANMELDELSE
Det er en stærk kvartet, den amerikanske jazztrompetist, John Bailey, har med sig på Time Bandits. Foruden ham selv består den af pianisten George Cables, bassisten Scott Colley og trommeslageren Victor Lewis. Alt i alt optræder fire musikere, der kan deres metier – herunder spille sammen så både sårbarhed og soliditet blotlægges. Men samtidig synes jeg, at der er noget kedeligt, næsten endimensionelt og enerverende over de fires musik. Og det uanset om de spiller Baileys originale kompositioner eller versionerer kendte ballader og poprocksange. Mest irriterende synes jeg, de fires versionering af Lennon og McCartneys She’s Leaving Home er. Jeg kan ikke udgrunde, om det er fordi, de fire søger det pæne, konforme og forudsigelige, men jeg finder deres musik farvefattig og kedelig – samtidig med, at jeg må sande at deres faglighed og tekniske niveau er i orden. Jeg savner bare et element af innovation, en form for kant og vildskab eller slet og ret – et element af nysgerrighed. Størst raffinement finder jeg i albummets afsluttende nummer, Baileys Groove Samba, der som titlen antyder er en groovy samba. Dén swinger på medrivende facon.
*** / Freedom Road Records / 53 min.