KONCERTANMELDELSE

Jeg har flere gange oplevet hende live og altid været betaget af hendes talent samtidig med, at jeg har været irriteret over det, jeg opfatter som hendes mystiske, næsten selvforelskede facade og facon. For jeg har altid følt, at hun var afmålt med udfoldelsen af sit talent og mere optaget af at forblive mystik. Og dét har for mig været et benspænd. For jeg vil se og høre talentet foldet ud, se og høre autenticiteten, personligheden, det unikke, det hele, det sande. Og helst være fri for facaden, faconen, mystikken. Kwamie Liv har i min optik konstant sat scenen anderledes og i sin melankolske indadvendthed skabt en unødig distance. Hun har villet det storslåede, men vedvarende skabt distance. Og det har gjort hendes udtryk endimensionelt, grænsende til ensformigt.

Derfor blev jeg også så usigeligt glad, da jeg erfarede, at Kwamie Liv til onsdagens højt profilerede optræden i Koncertsalen i DR-Byen dels havde valgt et noget nær klassisk ensemble – klaver, cello, violin, bratsch og guitar – dels havde valgt at blotte en større del af sig selv og sin vokal i en bredere vifte af udtryk. Blottelsen indfandt sig godt halvvejs inde i koncerten, da hun tog hul på balladen, ”Sweet Like Brandy”, og heri blev sekunderet af gæsten, Jeuru. Vel lægger den pågældende sang ikke op til de store udbrud og vifter, men Kwamie Liv sang mere igennem, brugte sit potentiale meget mere – hendes vokal smøg sig organisk troværdigt ind og ud ad Jeurus – og pludselig blev hun flerdimensionel og levende. Duetten var noget nær det bedste, jeg til dato har hørt fra Kwamie Livs side.

Udover Jeuru var der én anden gæst på scenen, en danser fra Den Kgl. Ballet. Strygerne og den kombination af smidig graciøsitet og rå muskelkraft, som balletdanseren var billedet på, passede afsindig godt til sangen, ”Lost in the Girl”. Dansen var gribende og forunderlig. Og det samme var for den sags skyld vokalen.

Men stadig – selv om Kwamie Liv udvidede viften; selv om hun omgav sig med stærke karakterer – så savnede jeg en større grad af åbenhed eller nøgenhed fra hendes side. En vilje til at bryde ud af komfort-zonen og bruge hele registret – af hensyn til os i salen. Hun gav jo netop udtryk for, at hun – og de andre på scenen – var oprigtigt glade for, at vi havde valgt at bruge aftenen i deres selskab og for, at de havde brugt megen energi på at sikre, at vi fik mest muligt med hjem. Men Kwamie Liv – giv os hele dit register! Ikke bare en inderlig, langstrakt version af ”Pianomand” og de andre indadvendte, mørke sager. Giv os lys. Ophold dig i lyskeglen. Bliv oplyst forfra snarere end bagfra.

****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk