Svaneborg Kardyb: Over tage

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Tidligere på året annoncerede den danske duo, Svaneborg Kardyb, at den havde skrevet kontrakt med det navnkundige, britiske label, Gondwana Records. Det i sig selv var et kvalitetsstempel – selv om duoens første to album, Knob fra 2019 og Haven fra 2020 var kvalitetsstempler i egen ret. Svaneborg Kardyb havde åbenlyst store ambitioner, og det britiske label så åbenbart et stort potentiale i danskerne.

Derfor var der også grund til fremadrettet at håbe på og forvente noget stort fra Nikolaj Svaneborgs og Jonas Kardybs side. Med deres respektive keys og trommer/slagtøj – og Gondwanas mellemkomst – ville der kunne skabes nye, bemærkelsesværdige sager.

Det nye album, Over tage, er da også det absolut positive bevis herpå. Musikken på albummet er raffineret og delikat; genremæssigt et afbalanceret cross-over mellem en moderne, minimalistisk form for jazz (med en umiskendeligt nordisk tone i sig); en melodisk form for neoklassisk musik og en catchy form for afdæmpet, elektronisk musik.

Selv om den danske duo udsender sin nye musik på et britisk label, har flere af kompositioner på det nye album danske titler – f.eks. Fragt, Farvel og Ubemærket – titler som Gondwanas britiske såvel som globale publikum må undre sig over. Uanset titler og sprog er det kompositioner med det tilfælles, at de står skarpt, som mejslet ud i klare materialer med mange facetter. Jeg antager, at Gondwanas publikum er åbne – selskabets kunstnere er i forvejen alle skarpe, nyskabende og facetterede (det er navne som Hania Rani, Go Go Penguin og Portico Quartet), men Svaneborg Kardyb klæder altså også Gondwana og omvendt – og selskabets publikum vil gå efter musikkens kvaliteter, uanset titler og sprog. Og oprigtigt talt: Svaneborg Kardyb har skabt et tredje album med karakter, kant og skøn dybde.

Smukkest er efter min mening nummeret, Ubemærket.

*****  /  Gondwana Records  /  41 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share