MUSIKANMELDELSE
Ida Duelund og Maria Jagd aka Lueenas skabte deres eksperimenterende strygerduo for tre år siden – med violin, kontrabas og diverse elektronik. Siden har de skabt lydlandskaber af næsten cinematisk karakter – lydlandskaber af til tider skøn, til tider brutal karakter – lydlandskaber, der genremæssigt har balanceret mellem den komplekse minimalisme, den neoklassiske partiturmusik og den avantgardistiske, ekspressionistiske syrerockmusik. De har skrevet musik til film, serier og kunstudstillinger. Og så har de optrådt med navne som Trentemøller, Kira Skov, Coco O., Barbro og Jomi Massage. Nu har de imidlertid også udsendt deres eget, selvbetitlede debutalbum, og vel at mærke et meget overbevisende et af slagsen. Lydlandskabet er det forudsigelige – det filmiske cross-over mellem de nævnte genrer. Og kvaliteten heraf – den er magnetisk. Melankolske skæringer som Ether og Dark og Souls Sliding er som bløde lommetørklæder, man kan tørre øjne i. Mens skarpe skæringer som Resurrection, Hemera og Nyx er som ståluld / som bebudelser om forestående dramaer i industrielle omgivelser. Duelund og Jagd demonstrerer, at de har sans for det at arbejde med form og tekstur. De pleaser ikke. De udfordrer. Søger ikke det skønne, men det ridsede / det ridsende. Og ikke fordi de vil destruere eller dekonstruere. Men fordi de vil opbygge og konstruere. Eller rettere: skærpe blikkets retning; finde det smukke i det grimme, livskraften i det tilsyneladende døde. Deres musik er i den forstand sanseskærpende, facetteret og rig. Uforudsigelig. Ukonventionel. Opbyggelig. Som landskabsarkitekter benytter de sig bare af uventede materialer. Og dét er fascinerende. At der så er en enkelt skæring, hvorpå sangerinden Emma Acs medvirker øger bare denne lytters sanseoplevelse.
**** / Barkhausen Recordings / 42 min.