Noam Lemish: Twelve

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Den israelsk / amerikanske canadier, Noam Lemish, er på mange måder en bemærkelsesværdig figur i jazzens verden. Han er politisk engageret (han er f.eks. manden bag det særegne, israelsk-iranske musik-initiativ, der skal fremme dialog og fred gennem musik); og så er han engageret i musikken – i det at skrive og skabe god musik; og i kraft af de kvaliteter (m.m.m.) er han i stand til at samle gode kræfter omkring sig. Således også her – på det nye album, Twelve, hvorpå 12 dygtige (i flere tilfælde prisbelønnede) musikere sammen – under Lemish’ ledelse og Terry Promanes direktion – levendegør et originalt materiale, der i de 12’s hænder får karakter af big band jazz. Musikken er uhyre godt skrevet, uhyre godt arrangeret og uhyre godt forløst. Numre som Song for Lia, Between Utopia and Destruction og Beethoven’s 7th Visit to Romania er facetterede stykker, som både er dynamisk pågående og forunderligt fredfyldte. Sidstnævnte stykke er skrevet på baggrund af Lemish’ nylige opdagelse, at hans familie i tidligere slægtled indgår i en jødisk / rumænsk familie, med rødder i klezmer musikken. Nummeret er genremæssigt klart jazz, men det rummer elementer af klezmer og anden jødisk musik. Smukkeste, mest gennemførte og ekstraordinære er imidlertid Between Utopia and Destruction, som dels tager afsæt i en sovjetisk/jødisk vuggevise af Isaak Dunayevsky, dels tager afsæt i en ukrainske vise, som for få år siden blev genopdaget i gamle arkiver. Lemish’ nye komposition – med det afsæt – er ganske enkelt mesterlig.

****  /  Three Pines Records  /  65 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share