KONCERTANMELDELSE

Der går sædvanligvis 3-4 år mellem, at svenske Lykke Li udsender nye studiealbum. I maj udsendte hun det 5. af slagsen, fire år efter 4’eren og kort tid efter, at store dele af verden havde lagt Corona-pandemien bag sig. Eyeye hed 5’eren, som blev vel modtaget og især bemærket for sårbarheden, intimiteten og enkeltheden.

Lykke Li havde valgt at bruge Corona-nedlukningen i USA, hvor hun bor, på at koge sit udtryk ind og på at sætte fokus på den svære kærlighed. Eyeye er optaget i hendes hjem i Los Angeles under forholdsvis primitive og isolerede, men autentiske forhold, og det er – som jeg ser det – dét, der har gjort modtagelsen så fin; dét, der gør, at Lykke Li nu – fem måneder efter udsendelsen med solid opmærksomhed kan turnere og eksempelvis lægge vejen forbi København med materialet fra Eyeye.

At opleve hende på scenen er imidlertid noget andet end at lytte til hende derhjemme. For vel forbliver sårbarheden, intimiteten og enkeltheden intakt, men hendes sceneoptræden forekommer mig distanceret. I Store Vega var det for eksempel først efter en halv snes sange, at hun henvendte sig direkte til sit publikum og det med ordene: ”Hello Copenhagen”.

På scenen virkede hun – ja, jeg ved ikke – introvert, lukket om sig selv, optaget af sit eget navlepilleri. Skuespillet. Historien om den vanskelige, måske forliste kærlighed. Og dog – måske var hun bare disciplineret, fokuseret på at få krop og sang, bevægelser, dans og scenelys til at matche optimalt, fokuseret på at raffinere sin pas de deux med den mandlige danser etc. Alle de kropsligt krævende sager mestrede hun i hvert fald – veltrænet og kropsligt mobil, som hun er.

Men der var noget selviscenesættende – og alligevel publikumsvenligt over set-up’et. Bag scenen hang et enormt, rundt spejl formet som bunden af en snurretop. Heri kunne publikum konstant se scenen (læs: sangerinden). Stod hun med front mod publikum, kunne man altså også se hendes ryg. På en drejescene udspillede hun i momenter en pantomime sammen med sin danse- og skuespilpartner. Og alt det – koreografien – var for så vidt også perfektioneret og fint. Men altså også lukket om sig selv.

Derfor kom den første del af koncerten også til at antage karakter af teaterkoncert. Først langt henne i koncerten, viste mennesket Lykke Li sig – i stedet for skuespilleren. Det var, da der opstod kommunikationssvigt med guitaristen. Den åbenlyse fejl var befriende. Noget andet er så, at Lykke Li i store stræk sang ude af pitch. Det blev irriterende – især fordi det må have skyldtes tekniske fejl. Men selv overvandt jeg irritationen, fordi set-up’et var så gennemtænkt og veludført og sangerinden åbenlyst i stand til at ramme rent. Jeg overvandt endda den voksende irritation over at være vidne til en teaterkoncert – fordi Lykke Li formåede at gestalte tristese og vrede, sorg og frustration; fordi hun var så disciplineret og fascinerende og magnetisk; og fordi musikledsagelsen og lyden i det hele taget – bortset fra det med hendes pitch – var så eminent.

Materialet var først og fremmest fra hendes nye album – alle numre. Dem indledte hun koncerten med – med afsæt i ”No Hotel”. Og vel aftvang de håndværksmæssigt respekt. Men da hun godt midtvejs i koncerten sang ”No Rest for the Wicked”, forvandlede teaterkoncerten sig til en koncert og skuespilleren sig til en sanger. Med sangen om den ondes mangel på hvile, skabte Lykke Li endelig kontakt til publikum, Vega og København. Resten af koncerten var med store sager fra bagkataloget – sange som ”I Follow Rivers”, ”I Never Learn”, ”Just Like a Dream”, ”Little Bit” og ”Possibility”.

Og konklusionen? Ja, en ting er i hvert fald sikker – Lykke Li viste sine kompetencer som scenekunstner, sangskriver og sexsymbol.

****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk