MUSIKANMELDELSE
Yamabiko Quintet er tysk, selv om navnet klinger japansk. I spidsen af kvintetten, som tæller hele tre blæsere, står trommeslageren og percussionisten, Klaus Klugel, som også er stifter af pladeselskabet, Nemu Records, der kan betegnes som et af Europas mest innovative labels for freejazz / avantgardejazz. Det, de fem i studiet sammen skaber – de fem er Michel Pilz på basklarinet, Reiner Winterschladen på trompet, Frank Paul Schubert på alt- og sopransaxofon, Christian Ramond på kontrabas og Klaus Klugel på trommer – er virtuost og klart intenst, pågående, ekstrovert; improviseret frem på baggrund af nogle kompositoriske skitser og matcher helt åbenlyst selskabets udgivelsesprofil. Der er ingen tvivl om, at de fem musikere i studiet har sans for tonalitet eller om, at de er sensitive – i stand til at lytte – samtidig med, at de er offensive – i stand til at skabe fremdrift. Musikken er abstrakt, spraglet, svær at fastholde eller sanse – simpelthen fordi den taler mere til intellektet end til sjælen. Netop dét er dens primære problem: Den kommer ikke ind under denne anmelders hud. Dertil er den alt for skarp.
*** / Nemu Records / 47 min.