Kosmos Trio er en pladedebuterende dansk jazztrio bestående af tre unge mænd – Gustav Hagelskjær (22 år) på trommer, Harald Hagelskjær (18 år) på bas og Frede Holger Thorsen (22 år) på klaver. Jeg nævner de tres alder fordi musikken på trioens debutplade, Brev til en ven, fremstår så overraskende moden, så afklaret og afbalanceret. Det fremgår af pressematerialet, at de tre unge mænd har forbilleder i armenske Tigran Hamasyan og jødisk/amerikanske Avishai Cohen. Men jeg vil også tro, at de har lyttet til rutinerede, nordiske navne som svenske Esbjörn Svensson (der desværre er død) og norske Tord Gustavsen. Kosmos Trio spiller sig ind i det samme blå, melankolske, nordiske univers som Svensson og Gustavsen om nogen har skabt. Og trioen gør det med uhørt snilde. Jeg foranlediges således til at tro, at de tre unge danskere må være gamle mænd i unge kroppe – for de fremstår både rutinerede, som i besiddelse af teknisk / kunstnerisk tyngde og samtidig som ungdommeligt nysgerrige. Der er en ungdommelig kant i musikken – f.eks. i et nummer som Blue Garden – men også en erfaren (!?!) tyngde – f.eks. i et nummer som Mørkevandring. Musikken er under alle omstændigheder facetteret, melodisk, harmonisk og dynamisk – let og kompleks – og så naturstridigt solid, at jeg instinktivt ved, at jeg i årene, der kommer, opmærksomt vil følge Kosmos Trios færd.
**** / April Records / 37 min.