MUSIKANMELDELSE

Anna Roemer er især kendt for sit virke i den anmelderroste og succesrige duo, Kaleiido, med saxofonisten Cecilie Strange. Men Roemer kan andet og mere, også i eget navn – selv om jeg uvægerligt tænker, at hun må være særlig glad for små konstellationer (læs: duoer). På sit solodebutalbum, Azure, har hun således bare allieret sig med én anden musiker: saxofonisten Ned Ferm. Måske er der for hende noget trygt ved at fastholde konstellationens størrelse, instrumentering m.m. Jeg ved det ikke, men sådan er det blevet. Roemer udgiver i eget navn, og giver den som solist, men i realiteten indgår hun på næsten halvdelen af numrene på debutalbummet i en duo (med Ned Ferm). At hun på den måde indgår i en (ny) duo er på sæt og vis ikke vigtigt – men det bliver det alligevel i og med, at Ned Ferm tilfører Roemers nye musik en fantastisk farve, klang og karakter (ligesom Cecilie Strange på sin vis gør det i Kaleiido). Lydlandskaberne på Azure forekommer mig bare mere abstrakte og kantede end Kaleiidos. Og det skader ikke. Det tilføjer bare.

Roemers tilgang til guitaren er den samme – hun forekommer mig på én gang at være ydmyg og respektfuld overfor instrument og musik, overfor kunst og virke. Samtidig tillader hun en kant som den, Ferm skaber – en irriterende krassen i overfladen. Og det i sig selv er ære værd. Azure er som værk sammenhængende, selv om musikken spænder fra det minimalistisk melodiske – hør f.eks. nummeret, ”Cirkler” – til det minimalistisk sfæriske – hør f.eks. nummeret, ”Evening Song”, hvorpå Ferm brillerer. Han er et godt match! Mest centralt i lydbilledet / i helheden / på albummet står imidlertid Roemer selv – som komponist og guitarist. Dét er en position, hun indtager så (stil)sikkert, at man aftvinges den største respekt. Hendes landskabsarkitektur er gribende. Hendes kompositioner og instrumenthåndtering virtuos. Jeg suges ind i hendes lyd, ind i hendes vibrationer. Fornemmer hendes sårbarhed. Hendes sanselighed. Hendes autenticitet. Sorg og smerte, måske. Bliver i hvert fald vemodig og umådelig berørt af den skønhed, luftighed og azurblå farve, som hun lader flyde i min retning.

 *****  /  Emulsion Sounds  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk