TEATERKONCERTANMELDELSE
”Det er en kold tid, som vi lever i, alle går rundt og fryser, men jeg har det da nogenlunde her, her på Østre Gasværk” – eller, ”nogenlunde”, jeg har det faktisk rigtig godt. Jeg er imponeret, underholdt og stærkt bevæget. Gasværkets nye teaterkoncert, Gasolin’, er således en kunstnerisk oplevelse af ubetinget stor styrke. Alt fungerer – dramaet, musikken, sangen, scenografien, koreografien, kostumerne. Og rammerne? De fuldender bare oplevelsen.
Teaterkoncerten er dynamisk – bygget op som en serie af tableauer, der egentlig er uden indbyrdes sammenhæng. Scenografien og kostumerne sætter en retning. Men sangene står alle i egen ret, og det bliver underordnet, at de musikalske fortolkninger favner så vidt, genremæssigt. Set-up’et som helhed hænger sammen. Og tonen, teksterne og (hverdags)dramaet gør mig varm – ikke kold.
Og nok så væsentligt: Jeg bliver overrumplet. Jeg troede, jeg kendte Kim Larsens og Gasolin’s univers, men instruktøren, Nikolaj Cederholm, og den musikalske arrangør, Kåre Bjerkø, åbner som kunstnerisk kaptajn og styrmand – sammen med scenografen, Kim Witzel, og kostumedesigneren, Line Bech, og de medvirkende – teksterne og musikken op på ny. Og deri ligger det egentlig drama. Jeg har eksempelvis aldrig oplevet ”Det er en kold tid, som vi lever i” som særlig kold, snarere som festlig. Men på Østre Gasværk bliver sangen isnende.
Teaterkoncerten åbner med en stilfærdig versionering af ”Kloden drejer stille rundt” (i programmet betitlet ”Efter endnu en dag”) besnærende spillet af teatrets husorkester og lige så besnærende sunget af Joanita Zachariasen. Sangen rummer ikke umiddelbart det store drama, men i Gasværket bliver den til et betydningsladet hverdagsdrama tilsat strejf af folk og jazz. Stærkt bevægende bliver det, når husorkesteret og sangeren, Jimmy Jørgensen, fortolker ”Langebro” – i Gasværket bliver dét nummer en effektiv gang elektro-rock. Vemodigt indadvendte ”Sylvesters drøm” bliver til en gang fyrig funk-musik. Men jazzen og folk-musikken – kombineret med rockmusikken – forbliver det primære cross-over. Og det genremiks åbner og holder.
Tilsvarende åbner og holder den industrielle scenografi, de gigantiske rør, hanerne, gitrene, ventilationskanalerne, tønderne og kablerne. Og i øvrigt scenegulvet, som sænkes og hæves. Skuespillere, sangere og musikere – ja, igen, hele set-up’et – bliver som det, amerikanerne kalder ”eye-candy”. De medvirkende er her, der og alle vegne i scenografien. Også på scenegulvet – uanset om dette så er skråt eller hævet til næsten lodret. Helt forrygende er eksempelvis Carl-Christian Riestra, når han hængende i et kabel ruller og springer frem og tilbage på det næsten lodrette scenegulv, alt imens han synger ”Jeg er splittergal”. Vanviddet bliver yderst troværdigt. Når Nis Pedersen synger ”Det bedste til mig og mine venner” og Anders Bilberg (med kunstnernavnet Betty Bitschlap) synger ”Kvinde min” bliver det næsten Bergmansk. Det er på den måde – i den scenografi og i de kostumer, i sangene og musikkens overraskende pauseringer, i timingen, i genremikset og som følge af den generelt eminente musiceren, at teaterkoncertentilfører Kim Larsens / Gasolin’s materiale nogle nye, overrumplende, til tider isnende, til tider rørende tolkninger. Ingen falder igennem. Heller ikke Stephanie Nguyen.
Et huskorkester bestående af Boi Holm på guitar, Christian Hougaard på saxofoner, Nana Weintraube Schwartzlose på bas, Ulla Pihl på keys og Maria Juntunen på trommer brillerer – især de to førstnævnte, som henholdsvis understreger rocken og jazzen. Personligt finder jeg at Christian Hougaard af alle er den musiker, der tilfører ny dimensioner, nye toner, nye følelser. Neb Boi Holm overvælder også. Ligesom Maria Juntunen bag det industrielle gitter sikrer timingen.
Og tilbage står, at lyrikken vokser. At Kim Larsens / Gasolin’s sange vokser. At nye dimensioner åbner sig, nye temperaturer opstår. Og dét er ganske enkelt genialt. Teaterkoncerten er imponerende, underholdende og stærkt bevægende.
****** / Teaterkoncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk