Matias Vestergård: Idylls, Elegies

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Danske Matias Vestergård (f. 1989) er en ung, potentielt ny komet på den klassiske musiks himmel; en allerede nu betydningsfuld komponist, der både er produktiv og stilistisk alsidig. Hans debutalbum, Idylls, Elegies, trækker på genrer som salmesang og moderne partiturmusik, avantgardejazz og industriel lyd. Materialet på debuten har Vestergård skrevet i løbet af sin studietid på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, og det afspejler ifølge Vestergård selv en erkendelsesproces – ”mit yngre jegs forsøg på at forholde sig til den klassiske musiktradition, jeg elsker”. Musikken er for lytteren krævende; den taler mere til intellektet end til hjertet; søger ikke at please, men udforsker og udfritter, udfordrer. Det er med andre ord ikke musik, man sætter på ud af en trang til at nyde, men ud af en trang til selv at yde. For aktiv lytning er forudsætningen for at få noget som helst ud af den lille time i selskab med Vestergårds idyller, elegier, træk, sange og nocturner. Den komplekse musik, som er alt andet end idyllisk, fremføres af Esbjerg Ensemble under ledelse af henholdsvis Rei Munakata og Magnus Larsson. Sopranen, Signe Asmussen, medvirker på albummets to sange. Personligt finder jeg størst glæde i 6. Elegi, der er en Adagio klart inspireret af Johan Sebastian Bachs musik og skrivestil.

****  /  Dacapo Records  /  58 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share