Laufey: Everything I Know About Love

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Hun bor i Californien, er af islandsk/kinesisk oprindelse, og så taler hun dansk. Hvor ofte støder man ind i sådan en kunstner? Sjældent. Men her gør man. Og så er pladedebutanten, Laufey, oven i købet det, der lanceres som et fænomen.

Når jeg hører pladen, Everything I Know About Love, er jeg da heller ikke i tvivl om, at der er tale om en sangerinde med en helt særlig sans for intonationer og fraseringer, en sanger med en helt særlig sans for det at berette. Men et fænomen? Det vil jeg tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved – selv om de første pip fra den unge kvindes side er blevet streamet helt sindssygt.

Laufey lægger sig, som jeg hører det, i slipstrømmen efter navne som Stacey Kent, Melody Gardot og Lizz Wright, hvilket jo heller ikke er så ringe endda, men derfra og til at tale om et fænomen, som alt andet lige må være en original størrelse, der er der altså et stykke vej, vil jeg mene.

Ikke desto mindre er Laufey som albumdebuterende kunstner interessant, fordi hun på sin debut holder et højt niveau – vokalt og instrumentalt. Laufey er til og med omgivet af gode kræfter, der formår at understøtte talentet. Men centralt i lydbilledet står hun altså selv – med sin på en gang sikre og sårbare vokal; sine på en gang stilsikre sange og enkle, fængende melodier. Genremæssigt er Laufey tæt på de kvinder, som er nævnt ovenfor – især tæt på Stacey Kent. Men samtidig er der noget uskyldsrent og originalt over hendes udtryk, over hendes tekster, over hendes betoninger og beretninger. Og det er den renhed, der drager. Mere end noget andet. For skulle man være fræk, kunne man sige, at der er noget pænt og poleret over udtrykket, noget alt for raffineret, næsten konturløst. Når jeg ikke siger det, er det fordi, der forekommer mig at være en sanselig oprigtighed i Laufeys materiale og forløsningen heraf. En ægthed som også viser tilbage til nogle af forne tiders store navne indenfor musicals og den rene underholdningsmusik. Jeg vælger at høre Laufey som en, der kan andet og mere, end den rene mainstream underholdning skulle tilkendegive.

****  /  AWAL Recordings  /  45 min.  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share