MUSIKANMELDELSE
Den canadiske jazztrommeslager, -komponist og -arrangør, Joe Bowden, er kendt i sit hjemland for sin modne forståelse af jazzens stilarter og rytmer. Hans egen instrumenthåndtering er sanseligt eminent. Og hans kompositioner – ja, projekter i det hele taget – er bemærkelsesværdigt komplette. Han har været sideman for flere store, canadiske artister – indenfor både jazz, R&B og pop. Men når han, som her – på sit fjerde jazzalbum i eget navn, Black to the Roots – skaber sit helt eget udtryk og i øvrigt får bassisten Mike Downes, saxofonisten Jesse Ryan, vibrafonisten Dan McCarthy og som gæst, pianisten Manual Valera med sig – så opstår der et swing, en netop sanselig form for moderne jazz med tråde til latinjazz og fusionsjazz. Der er ingen tvivl om, at hans sidemen har bidraget væsentligt til udviklingen af projekt Bowden, men lige så lidt tvivl er der om, at Bowden selv har en innovativ adgang til en kilde af kreativitet. Numre som My Own Way, Nature’s Boy og Winter in New York er smukke kompositioner, sublimt forløst.
**** / Eget selskab / 53 min.