REPORTAGE

Over fire dage – fra torsdag til søndag i denne uge – løber Kultursalonerne for første gang af stablen med koncerter og talks i parken ved Gisselfeld Kloster nær Haslev i Sydsjælland.

Undertegnede var der den første dag, torsdag, og oplevede først klostret og dets omgivelser badet i solskin, siden fugtiggjort af Mosekonen i det tiltagende mørke.

På plakaten står (hvis vi alene skal se på musikken i løbet af de fire dage) Savage Rose, Oh Land, Tina Dickow, Henrik Lindstrand, Nikolaj Nørlund, Bremer/McCoy, Fastpoholmen m.fl. foruden nogle forfattere, politikere og meningsdannere. I den forstand fremstår kultursalonerne som en minimalistisk pendant til Heartland. Her er god, lokal mad og drikkelse, te-salon og væksthus, siddestole og udsigt ned over en skrånende plæne til voldgrav, sø og skov – og selvfølgelig, klosteret (læs: slottet) og scenen.

Torsdagens/åbningsdagens musikalske navne var Nikolaj Grandjean, Kira Skov og Katinka Band. Og vel var der torsdag eftermiddag god plads på plænen mellem de primært modne tilskueres klapstole og tæpper. Men hele set-up’et – slottet, søen, scenen og solen gjorde alligevel det hele til en stor oplevelse – som kun blev større af, at kvaliteten på scenen, kunstnerisk og lydteknisk, var så god.

Kira Skov optrådte med sit vante band og vennerne – vokalisterne Marie Fisker, Stine Grøn, M. Rexen og Mette Lindberg. Og jeg ved godt, at kvaliteten på Kiras seneste album, Spirit Tree, fra sidste år var i top kompositorisk, tekstuelt og i udførelse. Men hver gang jeg siden har hørt Kira og hendes venner optræde med materialet fra albummet, er jeg alligevel blevet forundret, ja, bjergtaget af, at kvaliteten kunne bibeholdes, endda styrkes på scenen. Torsdag var ikke en undtagelse. Direkte konfronteret med solen strålede Kira og hendes venner på scenen – især i numre som ”Pick Me Up” med Stine Grøn og ”Tidal House” med Marie Fisker. Det jeg og nok mange andre på Kultursalonerne oplevede var autenticitet, nærvær og klasse – kunstnerisk og teknisk. Sangene skulle ikke hamle op med andet og mere end fantasien og udsigten. Og det klarede de i dén grad.

Til gengæld spærrede musikeren Allan Olsen for udsynet, da han sad på scenen til en talk om – ja, var det om det at være på afstand? I udkanten? Fra Nordjylland? Nu har jeg aldrig været den store Allan Olsen-proselyt, men efter at have oplevet ham på scenen, kan jeg også sige, at jeg aldrig bliver det, for magen til konform gammelklogskab og konservatisme har jeg sjældent oplevet. Havde han så udtalt sig med humoristisk distance! Men nej, det gjorde han ikke. Han lod os forstå, hvis jeg skal udlægge det med få ord, at gamle dage og Nordjylland var bedre end nuet og alle andre steder i Danmark. Vel bor jeg selv i København, men som mange andre københavnere er jeg mine rødder i Jylland, og folk der i lille Danmark partout skal lægge afstand til hovedstaden og (som Inger Støjberg) kultursalonerne – hvorfor bliver de ikke bare hjemme? Skulle jeg have haft et minimum af trang til at stifte bekendtskab med Allan Olsens musik, svandt den trang på stedet.

Mere trang fik jeg til at lytte til Katinka Band, der på sæt og vis både er gammeldags og reelt i opposition og oprør. Der er noget troværdigt over Katinka og hendes tekster og musik og optræden. Det er som om, hun er født i den rigtige krop, men 30-40 år for sent. Hun er kantet, usleben, rå. Men autentisk og lytteværdig. Bedst kunne jeg have undværet hendes / bandets versionering af Sort Sols Let Your Fingers Do the Walking – Lad dine hænder vandre.

Reportage også publiceret i musikmagasinet gaffa.dk