KONCERTANMELDELSE

Den anmelderroste, amerikanske sangerinde, Melody Gardot, har flere gange før optrådt i Koncertsalen i DR Byen og i det hele taget – på Copenhagen Jazz Festival. Ikke desto mindre er hun altid værd at opleve, høre og se, fordi hun i dén grad lever og fornyer sig. Hendes optræden søndag aften var ingen undtagelse – hun var vitterligt prædikatet, ”hovednavn”, værdig.

Hendes optrædener er forskelligartede – stemmen har naturligt nok altid været hendes primære instrument, men hun spiller også ofte klaver og guitar. Søndag aften holdt hun sig imidlertid helt og holdent til mikrofonen – klaveret overlod hun til Philippe Powell, og guitaren – den var slet ikke med på scenen. Det københavnske publikum oplevede altså alene fra sangerindens side en sofistikeret vokal og sproglig elegance – hun sang både på amerikansk, fransk og portugisisk.

Men hun kunne også med sindsro koncentrere sig om det vokale, eftersom hun havde et dream team af musikere bag sig – foruden pianisten Philippe Powell – bassisten Christopher Thomas, trommeslageren og percussionisten Jorge Bezzeria og saxofonisten og fløjtenisten Donny McCaslin. Alle – især de to sidstnævnte var sublime instrumentalister / artister. Det forlød endda, at Bezzeria var syg, men var dét tilfældet, tør jeg ikke tænke på, hvad han ville have kunnet udrette som rask! Bezzeria var et kraftværk. McCaslin en saliggørende intimitetsformidler.

Philippe Powell og Melody Gardot har sammen – som duo – skabt Gardots nyeste album, Entre eux Deux (fra 2022). Før det udsendte Gardot – i Corona-pandemiens indledende måneder albummet, Sunset in the Blue (fra 2020). Materiale fra begge disse album blev københavnerne til del søndag aften. Men også materiale fra tidlige album blev iklædt nye gevandter – det gjaldt for eksempel perler som ”Our Love Is Easy” og ”Les Etoiles”. Sidstnævnte var aftenens eneste up-beat sang. Resten var stilfærdige, langsommelige ballader, intime størrelser – sange primært om kærlighed; om hjerte, uden smerte; inderlige sager, der tydeliggjorde, hvor personligt, intens og vedkommende, Gardots sange er.

Hun optrådte da også – uanset om det var med sit eget eller andres materiale – med karisma og nærvær, med autoritet og raffinement. Men! Der er et ”men”. Det var som om scenen i Koncertsalen var for stor til hendes intime budskaber, til hendes ro og elegance. På afstand tog hun sig nemlig ofte ud som distanceret, grænsende til arrogant. Men Gardot og hendes sidemen udviste af gode grunde en indbyrdes respekt – kvitterede konstant for hinandens indsatser – og kombinationen af dét og sangenes karakter gjorde præmissen eller missionen åbenlys: Hun ville det intime og intense. Det var bare svært for publikum at opfange dét – på afstand. Desuagtet skabte de fem på scenen en hjerteskærende smuk oplevelse – et fortættet rum, hvori skønhed og ynde konstant var til stede. I den forstand var koncerten indtagende. Prædikatet, ”hovednavn”, rimeligt.

*****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk