KONCERTANMELDELSE

Amerikanske Robert Cray er en karismatisk sangskriver, guitarist og sanger. Og bluesmusikken – dét er hans revir.

I løbet af de sidste 40 år har Robert Cray udgivet 20 studiealbum, og af disse har 15 været på Billboard-hitlisterne. Hertil kommer, at Robert Cray hele fem gange har vundet en Grammy Award, og at han for få år siden er er blevet optaget i Blues Hall of Fame, ligesom han har fået en Americana Music Lifetime Achievement Award.

Med til erfaringen og opmærksomheden hører, at Robert Cray er i besiddelse af en helt ekstraordinær sans for sang og musik; at han har helt ekstraordinære evner som sangskriver og komponist; og at han som udøvende vokalist og instrumentalist er en ekvilibrist.

Alle kvaliteterne foldede han ud fredag aften i Amager Bio – som et af årets hovednavne på Copenhagen Jazz Festival. Han sang, så man troede på smerten og sorgen, vreden og varmen. Og han spillede så sangene fik krop, karakter og svedig kant.

På et tidspunkt – mellem to numre – råbte en blandt publikum: ”Hot”. Robert Cray hørte det og responderede: ”I know I’m hot.” Og kort efter tilføjede han: ”That’s what she said last night.” Smilet, der fulgte, kunne ikke skjule det, der efter min mening er Robert Crays akilleshæl – at han ikke bare er selvbevidst, men irriterende tæt på kanten til selvfed. Det ændrer imidlertid ikke ved, at han er – og også fredag aften var – en teknisk mester, en uhyre autentisk bluesmusiker og –sanger.

Manden, der har spillet med John Lee Hooker, Eric Clapton og mange, mange andre, står godt i egen ret. Det gjorde han, da han for årtier siden pladedebuterede i eget navn. Og han gjorde det, da han i 2020 udgav sit seneste studiealbum, That’s What I Heard – hvorpå nummeret, ”(I’m) Hot”, er centralt. Teksten på det nummer fortsætter: ”You can ask my baby” – som skulle man have trang til at få bekræftet Robert Crays grandiositet.

Sangene på nævnte album, hvorfra Robert Cray fredag aften spillede flere numre, kredser om kærlighed i et omfang, så man kunne tro, at han er nyforelsket. Men sangene viser også, at Robert Cray står i gæld til soulsangeren, Sam Cooke, som døde i 1964 i en alder af bare 33 år. Sam Cooke formede den moderne soul, og Robert Cray blander denne og bluesmusikken – som sagt på troværdig vis. Robert Cray udvider bare paletten. Og da han både er ét med musikken og omgivet af dygtige sidemen, vokser træerne ind i himlen. Sange som ”You Can’t Make Me Change”, ”You Had My Heart” og ”You Move Me” indkapsler palettens størrelse og gørelse. Om det er det helt langsomme tempo eller det helt hårde – Robert Cray mestrer det. Han mestrer at trække tempoet ud af en sang, så man som publikum mærker det, han synger om. I den forstand levendegør han indholdet. Og det er altså en gave at kunne det. Men han mestrer også at speede op og udfordre sine sidemen. Og spillet mellem de fire på scenen – det i sig selv er en betagende fortælling.

*****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk