KONCERTANMELDELSE

Jeg var ung, da Elvis Costello debuterede. Ung og optaget af den forunderligt anderledes figur, han var – indplaceret som han hurtigt var på den britiske post-punk-scene. Der var noget ved ham – noget uventet, på én gang pænt og rebelsk, noget no nonsense, noget intellektuelt, noget uudgrundeligt. Noget helt andet end Sex Pistols og alle de andre punkere, han fulgte. Og dette helt andet – dette helt uudgrundelige – har han faktisk bibeholdt i mere end 40 år som aktiv.

Vel har han strejfet andre genrer end post-punken – blandt andet i kraft af sine samarbejder med Burt Bacharach, Allen Toussaint og Brodsky Quartet (og i kraft af sit ægteskab med den canadiske jazzsangerinde og –pianist, Diana Krall) – men post-punken, det rebelske og det intellektuelle – det er forblevet hans kerne, hans profil.

Jeg har fulgt ham siden det første album, My Aim is True fra 1977, og ofte været imponeret, skuffet eller frustreret. Men også altid været opmærksom på hans færden og færd, opmærksom på hans samarbejder, udgivelser og koncerter – fordi der netop har været noget ubestikkeligt over ham, noget uforudsigeligt, noget, ja, uudgrundeligt…

Til de mange koncerter, jeg har oplevet med ham, har han generelt været generøs – optaget af at levere mest muligt på kortest mulig tid. Han har altid været god til at afslutte numre; god til at komme videre; altid været effektiv og sprudlende – selv når han har været forkølet og har måttet kæmpe med sin stemme.

På scenen i Amager Bio torsdag aften var han tydeligt sig selv. Lidt rundere måske, fysiologisk, men også mentalt. I Amager Bio, hvor han optrådte som et af årets navne på Copenhagen Jazz Festival (forstå sammenhængen mellem Costello og CJF, hvem der kan), talte han med vid, ironi og især selvironi om dette og hint mellem numre – om København, om Tour de France, om sin søn, om sin gamle skolelærer, om sit første møde med musikken etc. Og det samtidig med, at han havde det der med sig – med at afslutte numre og straks kaste sig over nye, uden unødige pauser. Balancen mellem det ene og det andet holdt han.

I Amager Bio optrådte han med bandet, The Imposters, som han har delt scene med i mange år, og sammen med dem gav han et ublu vue tilbage over sit eget (og andres) materiale – om det så var materiale, han i sin tid havde forløst med bandet, The Attractions, eller som solist. Han åbnede med en versionering af Nick Lowes ”Heart of the City”, fortsatte med en versionering af Attraction-nummeret, ”Green Shirt”, og yderligere 25 numre, før alt efter godt to timer sluttede. Undervejs var der flere perler – ”Tipsy Woman”, ”(I Don’t Want to Go to) Chelsea” og ”Alison” med mange flere. Perler som han ikke forsøgte at forskønne, men bare trykkede af – med kant og befriende fanden-i-voldskhed. Netop det er én af de kvaliteter, der skal fremhæves ved Elvis Costellos optræden: Han trykker sangene af, bruger ikke unødig tid på at søge teknisk skønhed eller præcision, men får sagt og spillet det, der presser sig på – også torsdag aften – i en ukrukket, direkte og edgy stil. I netop dén forstand var Elvis Costello og Amager Bio som fod i hose. Havde Elvis Costello været københavner, havde han været amagerkaner og fuldstændig – som tilfældet var torsdag aften – sunget om ”Either Side of the Same Town”.

**** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk