KONCERTANMELDELSE
Jeg husker ikke, hvor megen information om koncert-set-up’et, publikum fik, da billetterne til først én, snart to koncerter i sin tid blev sat til salg. Men billetterne blev revet væk – sikkert både fordi, der efter to år med Corona-nedlukning var en sult efter internationale jazznavne, og fordi brasilianske Gilberto Gil uanset hvad programmet i øvrigt måtte komme til at byde på ville blive betegnet som et hovednavn på årets Jazz Festival.
80-årige Gilberto Gil er nemligen legende – elsket og respekteret verden over for sit virke som sanger, guitarist, komponist, aktivist og kulturminister. Gilberto Gil er et stort navn på den globale jazzscene.
Men det viste sig onsdag aften – under den første af de to koncerter i Koncertsalen i DR Byen – at Gilberto Gil snarere var kommet til København som led i en familieudflugt end som medie for musikken. Gilberto Gil havde fjorten andre musikere med sig på scenen – og alle var familiemedlemmer: børn, svigerbørn og børnebørn, måske endda oldebørn! Yngste ”mand” på scenen var, anslået, seks år og udstyret med en guitar i mini-format. Hvorvidt drengen kunne spille var uklart, men klart var det, at han som den raske dreng, han var, aflurede attituder og trin og indgik i set-up’et på sit niveau og dermed medvirkede til at understrege, at koncerten – ja, selv turnéen – snarere var en familieudflugt end et forsøg på at skabe en kunstnerisk manifestation.
Gilberto Gil er – udover at være en brasiliansk legende – far til otte voksne børn, og flere af disse og deres ægtefæller er som han musikere – og i øvrigt forældre til egne børneflokke. Så Gilberto Gils opgave med at samle et familieorkester må have været simpel, tænker jeg. Måske har han endda skænket sin egen alder en tanke og besluttet at bruge sine sidste år sammen med sin familie. I hvert fald virkede det onsdag aften som om, Gilberto Gil ikke var kommet til København for at revolutionere jazzen eller kunstnerisk udfordre sig selv og os andre, men for at hygge sig med sin familie. Og den præmis åd publikum, tror jeg. (Mange blandt publikum delte helt åbenlyst oprindelsesland med legenden). Problemet var bare, at koncerten for os andre (herunder sådan en som mig) blev tandløs og uambitiøs. Gilberto Gil kunne have sammensat et langt stærkere og langt mere ambitiøst set-up. Men han havde valgt familien fremfor kvaliteten. Og det var kunstnerisk et svigt. Blandt andet fordi nogle af familiemedlemmerne ikke havde niveau til at optræde med hovednavnet, ikke kunne holde pitch og ikke kunne synge rent. Gilberto Gil selv var alderssvækket, men stadig indbegrebet af musikalitet og i fuld kontrol over sin særegne blanding af stilarter – kombination af bossa nova, samba og reggae – og i klar kontakt med publikum. Men altså… han var også snarere en glad far og bedstefar på udflugt end en musiker med store ambitioner. Og dét selv om, eller måske netop fordi, hans support til det seneste album, Nós A Gente – We the People, er en fejring af livet og den farverige musikalske arv, han selv er rundet af og som afspejledes i det spraglede tøj, alle på scenen bar.
Helt i Gilberto Gils ånd var der intet vemodigt eller melankolsk over musikken. Tværtimod var der en til tider løssluppen glæde, som selv alderen ikke kunne spænde ben for. Da Gilberto Gil for eksempel sang og spillede Aquele Abraço var festen klar og selvfølgelig. Men selv momenter af åbenlys glæde kunne ikke for mig skjule det problem, at familien var blevet valgt på bekostning af kvaliteten.
*** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk