MUSIKANMELDELSE
Pladeselskabet kalder det et ”mini-album”, men Skråt over marken er snarere en EP. Uanset hvad, så udsender den helt særegne og uomgængelige, danske singer-songwriter og multiinstrumentalist, Jomi Massage, via Glorious Records nogle nye sange / noget ny musik. Og det af den dansksprogede, ret ekspressive art.
Om det er på grund af albummets korthed – bare 26 minutter – skal jeg ikke kunne sige, men Massage’s kunstnernavn er nu forkortet til Jomi. Igen – uanset hvad, så er hun tilstede – i og med et forunderligt, musisk univers, der både tekstuelt og kompositorisk balancerer mellem to-tre genrer – pop, indie-rock og protestsang. (Jazzen har hun for nu lagt til side).
Mini-albummet – eller EP’en – er en uventet ny udgivelse efter det anmelderroste album, Lyst, fra 2021. Lyst affødte ikke bare ros, men også airplay, en masse koncerter og en nomination til Steppeulvprisen i kategorien ”Årets musiker”.
Som på Lyst demonstrerer Jomi her og nu, at hun har sans for det narrative og dramaturgisk / dramatiske. Igen-igen er hendes sange og musik fortryllende og stilsikre. Ja, magiske. Men æstetisk læner hun sig nu også op ad den stil, der kendetegnede 70’ernes protestsangere. I den forstand er stilen enkel – trods kompleksiteter. Lyt bare til en sang som ”Igen & igen”, og du vil forstå, hvad jeg mener.
Instrumenteringen er ukonventionel. Det samme er arrangementerne. Og teksterne.
Sangene som helhed, EP’en, ja, hele mini-albummet er ejendommeligt, ukonventionelt og uforudsigeligt – lige som sangen, ”Det ukendte kender vi alle”. Man tror, man kender det ukendte, og det gør man måske også, eller også gør man ikke.
Det eneste, man med sikkerhed kan sige, er, at Jomi er i besiddelse af en særegen musikalitet, som borger for kvalitet.
**** / Glorious Records / 26 min.