MUSIKANMELDELSE
Human Being Human er en ny, talentfuld, dansk jazztrio – bestående af kontrabassisten Torben Bjørnskov, pianisten Esben Tjalve og trommeslageren Frederik Bülow. Og Equals – trioens debutplade – det er en aldeles overbevisende, melodisk en af slagsen. Der er ingen tvivl om, at trioen har hørt og hentet inspiration i den nyere, nordisk triojazz. Men der er heller ingen tvivl om, at trioen ser anderledes lyst og friskfyragtigt på samtiden og fremtiden. Dens tilgængelige musik er således forfriskende frejdig, åben og lyrisk, sfærisk, luftig. Vel kan jeg i et nummer som Gloom høre tråde tilbage til den herskende, nordiske melankoli, men i et nummer som Naked Trees hører jeg også en boblende livsglæde og leg. Trioens kompositioner og arrangementer (det vil sige: Bjørnskovs) er forrygende, og den teknisk/kunstneriske forløsning er lige så forrygende. De tres musikalitet og virtuositet er ganske enkelt evident. Deres sammenspil i top. Og så har de næsten alle soli undervejs, som aftvinger respekt. Debutpladen er af samme grund vellykket, lytteværdig og lovende. Og dertil – så helstøbt, at det er svært at udpege højdepunkter.
***** / April Records / 44 min.