Annisette & DR Big Band: Tale of Time

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

73-årige Annisette Koppel er i Danmark noget af det tætteste, vi kommer på en levende legende. Vi behøver ikke høre andet end hendes fornavn eller et par toner fra hendes stemme, så ved vi, hvem det er, vi har med at gøre.

I 2020 gik sangerinden med den store stemme og DR’s Big Band i studiet for at indspille nogle sange / noget musik, der har inspireret og sat deres præg på Annisette gennem livet  og dét efter at have givet flere koncerter sammen.

Albummet, Tale of Time, giver efterfølgende lytteren en sjælden mulighed for at tage med på en rejse tilbage igennem sangerindens liv – en rejse ind i et kunstnerisk materiale der er forbundet med Annisettes band, Savage Rose, og samtidig en rejse ind i et materiale, der indenfor genrer som blues, r&b og soul er udødeliggjort af mange andre – klassikere som ”It’s a Man’s, Man’s, Man’s World” af James Brown, ”Masters of War” og ”I Shall Be Released” af Bob Dylan og ”Smile” af Charles Chaplin foruden Savage Rose’s egne numre: ”The Messenger Speaks”, ”Byen vågner” og ”Homeless”.

Ikke overraskende er det, der især imponerer på Tale of Time, den kraftpræstation, der ligger til grund for helheden. Især numre som ”It’s a Man’s, Man’s, Man’s World”, ”Masters of War” og ”The Messenger Speaks” imponerer i så henseende. Annisette synger så inderligt og passioneret og dramatisk, at man føler, hun er ét med budskabet i alle sangene. Og den voluminøse back-up fra big bandet understreger vitterligt alvoren i hendes budskab. Blæserne nærmest danser med Annisettes vokal. Og det selvfølgelig takket være bandmedlemmernes kvaliteter, men også – nok så væsentligt – takket være Peter Jensens arrangementer. Bedste dans mellem instrumenter og vokal hører jeg i nummeret ”Homeless”, som jeg ikke har fantasi til at forestille mig bedre formidlet!

Peter Jensens kvaliteter som arrangør og dirigent er kendte. Og hans signatur høres. Selv når udgangspunktet – den enkelte komposition – egentlig er så stram og etableret, at man skulle tro, rammerne var sat – men hør den gamle danske (højskole)sang, ”Det er hvidt derude”, som er komponeret af Thomas Laub i 1914 over en tekst af Steen Steensen Blicher fra 1838, og du vil forstå, at Peter Jensen og alle de andre kan tilføje nye dimensioner. Peter Jensen formår sammen med big bandet og Annisette respektfuldt at modernisere og forny. Og alle optræder de med en rutineret pondus, autenticitet og virtuositet.

******  /  South Harbour Records  /  47 min.  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share