MUSIKANMELDELSE
Fauna 5 er et nyt, dansk jazzband bestående af trommeslageren Andreas Skamby, kontrabassisten Jens Mikkel Madsen, pianisten Mathias Jæger, trompetisten Scott Westh og saxofonisten Jonas Andreasen. Og Haptics? Det er bandets debutalbum. Et album, der lover godt. Musikken på albummet kan genrebetegnes som loungejazz; musikken er melodisk, frisk og lyrisk; på én gang enkel og facetteret; godt skruet sammen af bandleder Andreas Skamby og godt håndteret af kvintetten. Især finder jeg blandingen af akustisk musik og synths forløsende smuk. Udtrykket er dynamisk, levende og vitalt – især numre som Frogeye og Animal Locomotion falder i den forstand i min smag. Tematisk fokuserer Skamby, Fauna 5 og Haptics på følesansen – menneskers og dyrs sanseapparat. Hvordan det så skal tolkes ud af instrumentalmusikken, er mig en gåde, men egentlig er det også lige meget. Hovedsagen er egentlig, at musikken lever, at den drager, og at den aftvinger respekt – teknisk og kunstnerisk. Jeg får lyst til at lytte igen og igen og kan vitterligt lytte og opfange nyt, igen og igen.
**** / Jaeger Community / 39 min.