MUSIKANMELDELSE
Den debuterende, danske troubadour, Andreas Brandt, har skabt sit eget lille monument for tabte muligheder, idet han EP-debuterer med Monument to Wasted Potential. Selv kalder han musikgenren på EP’en for en blanding af folk og gospel ”med en gang højoktan Rock” – summen heraf en ”High Energy Americana”. Og det i sig selv lyder jo tilforladeligt. Ligesom det for så vidt også lyder fint, at sangene på EP’en handler om at finde sin plads i livet igen efter alvorlige benspænd. Efter at have lyttet godt og grundigt må jeg sige, at jeg forstår Brandts referencer til americana og rock, til dels hans referencer til folk, men ikke hans referencer til gospel eller high energy for den sags skyld. Jeg hører i sangene og musikken nok en lyst og trang til at udtrykke sig, men jeg hører også tekniske vanskeligheder ved at holde pitch og tone, en svigtende eller ringe vokal styrke, en tøven eller usikkerhed i detaljen, som sætter sit præg på helheden. Derfor ville jeg også ønske, at Andreas Brandt var blevet coachet eller trænet noget mere. Han har tilnærmelsesvis fat i en stil, men det er desværre ikke i sig selv nok til at udløse stjernedrys.
** / Boopnoodle Records / 22 min.