MUSIKANMELDELSE
Den franske komponist, Olivier Messiaen (1908-1992), betragtes som en af århundredets største klassiske komponister. Hans musik er som oftest rytmisk komplekst. Og Quatuor pour la fin du temps (Kvartet til tidens ende) er ingen undtagelse. Værket nævnes tit som Messians vigtigste, og historien om dets tilblivelse er da også ekstraordinær. Messian komponerede det, da han under 2. Verdenskrig var krigsfange i Tyskland. I fangelejeren mødte han tre andre, etablerede musikere – cellisten Etienne Pasquier, violisten Jean Le Bou-laire og klarinettisten Henri Akoka. Og ud af fangeskabet og mødet med de nævnte musikere – og i øvrigt af læsningen af Johannes’ Åbenbaring (Biblens sidste tekst) – opstod Messians helt usædvanlige værk for en helt usædvanlig besætning. Værket er blevet indspillet tit og ofte, og nu også af en stærk dansk besætning bestående af koncertmester og violinist Christina Åstrand, pianist Per Salo, klarinettist Johnny Teyssier og cellist Henrik Dam Thomsen. Dén besætning fremstår som stærk og stilsikker, og forløsningen af det dybt vemodige værk, som kun rummer strejf af håb om noget bedre hinsides, fremstår vedkommende og vægtig.
**** / Our Recordings / 47 min.