MUSIKANMELDELSE
Josephine Philips solodebutalbum, We Get Lost and Found, er imponerende. Kantet og komplekst. Og dog tilgængeligt, umiddelbart og indbydende. Og nok så væsentligt: originalt og stramt. For vel er det sådan, at man ofte associerer til andre navne, når man hører nye sangere – det gør jeg også, selv om jeg reelt ikke aner, om mine associationer matcher noget som helst i Josephine Philips’ univers. Når jeg hører hendes solodebut glider mine tanker ikke desto mindre over til det israelske indie-pop-band, Lola Marsh, og sangerinden, Yael Shoshana Cohen, fordi jeg oplever samme kombinerede styrke og sårbarhed i vokalen, samme eklektiske tilgang og omgang med komposition og udtryk, samme skævhed. Josephine Philips album er inderligt og autentisk og forekommer nødvendigt. Og så afspejler det, at hun både teknisk og kunstnerisk har en sjældent skæv indgang til kunsten. Sangerinden, som tidligere har været medlem af JaConfetti og Darkness Falls og optrådt med Trentemøller, imponerer i dén grad som solist med sin helt egen form for pop, triphop, elektronisk musik og jazz. Udtrykket er mørkt, ikke uheldsvangert, men til tider næsten industrielt, uigennemtrængeligt og samtidig forunderligt frisættende. Talentet som sangskriver er evident. Og vokalteknikken – den er imponerende – hvorfor debutalbummet også er både solidt og lovende. Numre som The Clue, She Said og Deliverance er magnetiske. Sidstnævnte er som var det hentet ud af 1980’ernes Bristol-scene.

*****  /  Midnight Confessions  /  34 min.