KONCERTANMELDELSE

Joakim Thåstrøm er, for mig at se, Sveriges svar på Nick Cave – en ordkunstner med scenisk pondus og sans for det sårbare såvel som det voldsomme. Man tror på hans udtryksbehov, ja, nødvendigheden af at udtrykke sig, når han synger om krigen mod sig selv, om at være fremmed overalt, om altid at være på vej videre. Og det både fordi hans poesi er så eminent, narrativet så åbenlyst og indpakningen så selvfølgelig og seriøs.

Torsdag aften passerede han igennem København på sin øjeblikkelige ”Dom som skiner-tour”, som byder på en række koncerter i Sverige, en i Norge og en i Danmark. Efter koncerten i Den Grå Hal på Christiania i København er der bare sølle to koncerter tilbage – en i Malmø og en i Stockholm. Torsdag aften sang og spillede han sig med sit solide band igennem et materiale, der både bestod af nyt fra albummet, ”Dom som skiner”, men også ældre sager – herunder sager fra tiden i punkrockbandet, Imperiet. Og det uden unødigt at dvæle eller pausere mellem numrene. Godt to timer i et hæsblæsende tempo.

Iførte man sig et tunnelsyn, ville man om Thåström og hans optræden på scenen kunne sige, at han fremstod (og altid fremstår) rastløs, men zoomer man ud og ser på det større scenebillede, er sandheden nok snarere den, at han ligner en psykotisk mand, der på næsten dæmonisk vis vandrer frem og tilbage på scenen, og som, når han stopper op for at synge, næsten konsekvent knækker indad i sit venstre knæ, så kroppen svajer mod venstre, alt imens han holder mikrofonen op til højre, som var den en modvægt. Højre albue holder han ud fra kroppen, højre hånd dingler leddeløst deroppe i luften, og dog hanker den lejlighedsvist op i mikrofonen, der peger ned mod sangeren. Fra dén position – og under den næsten konstante vandren frem og tilbage – fremmaner han historier, vrænger og skriger dem ud eller messer dem frem med sin hæse stemme, og således bærer han troværdigt vidnesbyrd om levet liv, om slitage og især selvindsigt.

Det er således alvorlige sager, der er på dagsordenen. Blå toner, blå tekster. I momenter decideret bluesmusik – det gjaldt for eksempel, når han sang ”Blå Himlen Blues” eller ”Blues i Malmö”. Men han bragede også igennem med pondus, når han eksempelvis sang ”Papperstunna väggar” og ”Centralmassivet”. Og det hele hang sammen – fuldstændig som det gør det, når Nick Cave det ene øjeblik er med eller uden The Bad Seeds. Den psykotiske kunne både stå stille og bevæge sig.

Men intet stod egentlig stille i Den grå hal. Slet ikke sangene og musikken. Alt var i sindsoprivende mode. Og publikum var med. Utrolig mange var egentlig med. Sang med. Muligvis fordi mange blandt publikum var svenskere, som var taget over Øresund og direkte ind i Christianias grå hal. Der blev sunget med, gået i ekstase, kastet håndtegn. Og med god grund, for der var kontakt til scenen – kontakt til Thåström, som gav af sig selv uden skelen til, at stemmen og kroppen og sindet også skal kunne klare en koncert i Malmø fredag og Stockholm lørdag. Der var kontakt, selv om Den grå hal faktisk er stor. At Thåström kunne overvinde afstanden fra scenen til gulvet er et tilbagevendende mirakel i hans virke. Sidst jeg hørte ham, var det det samme. I den forstand er han ret unik i Norden. En sand rockpoet, der med sine sange og musik kan fremmane noget dystert, til tider dystopisk og aldeles vedkommende.

***** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk