MUSIKANMELDELSE

Selv siger den herboende, svenske multiinstrumentalist, Gustaf Ljunggren, at musikken på hans nye album, Floreana, er resultatet af, at han lyttede indad (til sit eget indre, antager jeg). Det jeg (og andre) hører på Floreana er med andre ord en spejling af, hvad Ljunggren fandt i sit indre. Og er det sandt? Så må jeg for mit eget vedkommende sige, at Ljunggrens indre både er facetteret, smukt og betagende.

Manden, der er kendt for sin klare, blide og melodiske instrumentalmusik (jazz især) har sammen med sin islandske sideman, basguitaristen Skúli Sverrisson (der f.eks. har spillet med Laurie Anderson, Ryuichi Sakamoto og Bill Frisell), skabt et forunderligt, næsten magnetisk, melodisk univers, der består af sensitive udforskninger af et antal ”rum” – ved brug af repetitive melodilinjer og mønstre.

Selv betjener Ljunggren sig af flere instrumenter – baryton ukulele, lap steel guitar, pedal steel guitar, diverse andre guitarer, trommer, klaver og keys. Dét bidrager til variation i lydbilledet. Og alligevel er der en umiskendelig, rød tråd igennem hele albummets univers – en tråd, der genremæssigt fremstår som en stilsikker og perfekt afstemt balancering af moderne, nordisk jazz, nordisk folk og neoklassisk musik.

Musikken er distinkt. Drømmende. Og, ja, gribende. Den er ikke på noget tidspunkt kedelig, selv om den er minimalistisk. Tværtimod er den raffineret, facetteret.

Hvor involveret, Sverrisson har været i den kompositoriske fase, er for mig uklart, men Ljunggren og Sverrisson har virtuost og med en sanselig fornemmelse for musikken sammen formået at skabe et smukt og betagende univers. At Cæcilie Balling på et enkelt nummer, Vestegnsromantik, bidrager med sit virtuose violinspil gør kun nydelsen stærkere. Floreana er en-to-tre musikeres mesterværk.

*****  /  April Records  /  43 min.