MUSIKANMELDELSE
Adema Manoukas Octet er et ganske enestående jazzprojekt – en canadisk oktet bestående af fem blæsere foruden klaver, bas og trommer. De to ophavsmænd bag oktetten er trombonisten Nick Adema og barytonsaxofonisten Alex Manoukas – to markante figurer på jazzscenen i Toronto. De to har sammen med seks andre, yngre Toronto-all-stars – Evan Dalling (trompet), Brenon Parmar (altsaxofon), David Hodgson (tenor- og sopransaxofon), Josh Smiley (klaver), Leighton Harrell (bas) og Keith Barstow (trommer) – skabt en vejrmaskine, der både kan fremkalde kraftige storme og andre voldsomme vejrlig. Materialet på projektets første album er for størstedelens vedkommende originalt – skrevet til konstellationen af de to ophavsmænd – men også standards af Thelonious Monk og Dizzy Gillespie indgår på New Roots – i de tos arrangementer. Monks ’Round Midnight er bare et af de få ikke-voldsomme vejrlig. Musikken er for størstedelens vedkommende medrivende, teknisk velfunderet, men også vild og voldsom – med størst mulig volumen. Og i længden bliver jeg træt af det. Men teknisk er oktetten værd at hæfte sig ved. Ligesom nævnte versionering af Monks mesterlige komposition er ekstremt lytteværdig.
**** / Eget selskab / 64 min.