MUSIKANMELDELSE
Yves Léveillé er en etableret komponist og pianist på den canadiske jazzscene. En musiker med sans for det melodiske og harmoniske. Dét skinner klart igennem på L’échelle du temps – hans nye (niende) album på Effendi Records / Atma-Classique. Tilsvarende skinner det igennem, at han lige så vel har hjemme i den klassiske musik som i jazzen, for ret beset læner den originale jazzmusik på det nye album sig op ad den klassiske musik. Man kan sige, at musikken genremæssigt har karakter af lyrisk kammerjazz. Og at instrumenteringen alene bidrager hertil. Med sig i studiet har Léveillé nemlig haft Lizann Gervais og Olivier Thouin på violin, François Vallières på viola, Émilie Girard-Charest på cello og Étienne Lafrance på kontrabas. Naturligt nok skaber alene det set-up musik, der giver associationer til klassisk musik. Men Léveillés næsten cinematiske kompositioner bidrager også hertil. For vel er det ikke romantisk musik, han har skrevet, men det er klart melodisk, harmonisk, let tilgængelig musik, som dog samtidig er så dynamisk, facetteret og virtuos, at jeg som lytter føler mig talt til og overgiver mig.
**** / Effendi Records / 60 min.