KONCERTANMELDELSE
The Minds of 99 åbnede torsdag aften sin Arena-tour i Danmark med en udsolgt koncert i Royal Arena i Ørestad. Nu følger så yderligere otte stort anlagte arena-koncerter. Og lad det være sagt allerede nu: Bliver de næste otte koncerter som åbningskoncerten, så vil mange danskere få sig én på opleveren – ligesom bandets medlemmer selv helt åbenlyst fik sig én på opleveren i mødet med de første 15.000 tilskuere i København.
Forbrødringen i Royal Arena var tydelig. Publikum bød bandet velkommen. Og bandet blev rørt af velkomsten og kvitterede med næsten to timers imponerende signaturmusik (fra to scener og flere højder), storskærme, visuals, pyroteknik, lasershow og lysshow – et hele, der var så medrivende, gedigent, storslået og professionelt anlagt, at det næsten var helt udansk i al sit ubeskedne fylde.
Som publikum fik man sig altså én på opleveren. Og dét fra åbningen med nummeret ”Vi vokser” til slutningen med det tredje ekstranummer ”Sikke en sang”. Selvfølgelig vil smagsoplevelsen være forskellig fra den ene til den anden, men personligt fandt jeg bandets og forsangerens nærvær og udtrykskraft størst i numre som ”K før ærlighed”, ”Som fluer”, ”Stjerner på himlen”, ”Under din sne” og ”Det er Knud som er død” – numre som spænder vidt i energiniveau, men som ikke desto mindre alle bærer den samme, meget klare signatur – vokalen, den guitarbaserede musik, de benhårde trommer og de medrivende keys.
Bandet – og selvfølgelig også midtpunktet: Niels Brandt – var teknisk og kunstnerisk helt på højde med egne idéer og ønsker og formåede i Royal Arena at forløse disse med noget, der umiskendeligt lignede en troværdig autenticitet, åbenlys glæde og kølig professionalisme.
Jeg tilstår, at jeg i flere år, omgange og numre har haft det lidt svært med Niels Brandt og hans (måske forceret) nasale vokal. Men torsdag aften lykkedes det mig at lægge min potentielle irritation over dette (unødige) fænomen til side – måske fordi det i et vist omfang også lykkedes Niels Brandt at glemme den del af sit eget DNA. Det lykkedes mig at fokusere på sangene og udtryksbehovet, som syn(t)es evident.
Niels Brandt forekommer mig uudgrundelig, vanskelig at vurdere – men karismatisk er han på scenen, stovt, tilsyneladende rolig – selv om han også åbenlyst blev rørt af publikums modtagelse. Trommeslageren Louis Clausen forekommer mig mere fokuseret. Men begge fremstod torsdag aften som karismatiske). De ”ejede” deres dele af scenen. Guitaristen Anders Folke Larsen, bassisten Asger Wissing og Jacob Bech-Hansen og hans keys – alle understøttede de med soliditet Niels Brandts sang. Og det uanset om de befandt sig på den gigantiske hovedscene eller på den lille runde satellitscene i den anden ende af arenaen, hvorfra bandet (til manges overraskelse) dukkede op og optrådte med tre sange.
Jeg forbinder – og forbandt torsdag aften – 99’s sange med storytelling og drama. Niels Brandts og hele bandets signatur er, som jeg fornemmer den, evnen til at fortælle historier i få ord og til at lade pauseringer med betydning. Når Niels Brandt sang ”Alle skuffer over tid”, satte han og bandet for eksempel ord på væsentlige (selv)refleksioner. Og de refleksioner – kombineret med bandets teknisk / sceniske niveau og energi og karisma – ladede sangene med betydning. Det samme gjaldt med sange som “Det er Knud som er død”, “Drømmer om livet” og “K før ærlighed”.
***** / koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk