Kaleiido: Elements

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Det sker sjældent, men det sker dog, at jeg sætter en ny plade på og spontant bliver ramt af en varm lykkefølelse. Det sker for eksempel, når jeg sætter Elements på. For her hører jeg en melankolsk klangflade, som gør mig mild og modtagelig, fredfyldt og fri, rolig og en smule rørstrømsk. Kaleiidos andet album – efter den imponerende og med gode grunde anmelderroste debut, Voyage fra 2021 – er således et mesterværk med en sfærisk form for instrumental jazz / ambient music.

Jeg kan ikke forestille mig andet, end at saxofonisten Cecilie Strange og guitaristen Anna Roemer – tilsammen: Kaleiido – har lyttet til nogle af genrernes store, det vil f.eks. sige et navn som britiske Brian Eno. Eller for den sags skyld et navn som danske Jakob Bro. Men Kaleiidos musik er alligevel helt særegen. Og det skyldes selvfølgelig kompositionerne / improvisationerne, men også klangfladerne, der er så dragende.

Allerede når jeg hører åbningsnummeret, ”Sky Part I”, bliver jeg berørt. Måden hvorpå saxofonen og guitaren lydmæssigt smyger sig ind og ud af hinandens favntag; måden hvorpå Anders AC Christensens gæstende kontrabas og Mikkel Hess’ gæstende trommer farvelægger; måden hvorpå nummeret både bevæger sig fremad og alligevel står stille – jeg bliver som nævnt mild og modtagelig, fredfyldt og fri, rolig og en smule rørstrømsk.

Cecilie Strange og Anna Roemer har valgt at forholde sig til de fire elementer – himmel og jord, ild og vand – og at navngive alle numre ud fra disse. Vi hører af samme grund både om og fra the ”Sky”, the ”Terra”, the ”Ocean” og the ”Ember”.

På forunderlig vis formår Cecilie Strange og Anna Roemer instrumentalt – og sammen med gæsterne, der også tæller Hannah Schneider på (instrumental) vokal – at skabe det indtryk, at vi i hvert eneste nummer er i berøring med det element, der har lagt navn til nummeret. Vi befinder os på en lang, livgivende drømmerejse, men elementerne manifesterer sig også på denne rejse, hvor vi som lyttere bliver ét med naturen.

I den forstand – og på grund af klangfladerne – er der noget uomgængeligt ved Elements. Albummet er mesterligt – en sag, jeg givet selv vil tage frem igen og igen, endog om fem, ti og femten år og skamlytte. Ud af ni eminente numre vil jeg skamløst fremhæve et: ”Terra part II”.

******  /  ExoPAC Recordings  /  45 min.  / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share